Sportsfiskerforening for Grenaa og Omegn og Kattegatcentret i Grenaa inviterer mandag den 7. marts kl. 18.00 til en spændende lystfiskeraften i Kattegatcentret. Der er gratis adgang for alle, og tilmelding er ikke nødvendig.
Lystfiskerne har gennem mere end 100 år udsat ørreder til gavn for lystfiskeriet. Udsætningerne har hjulpet, men den nyeste viden viser, at forbedringer af vandløbene, hvor ørrederne bliver født, er den bedste løsning, hvis man ønsker et stabilt fiskeri i fremtiden. Denne aften i Kattegatcentret kan man høre om, hvordan lystfiskerne genskaber de gode miljøforhold i vandløbene - og desuden lære noget om, hvordan man kan bruge viden om ørredernes biologi til at lokke de sky djurske havørreder til hug langs kysterne. Aftenen inkluderer på den led et foredrag ved Kaare Manniche Ebert, som er ansat i Danmarks Sportsfiskerforbund som konsulent og miljøvejleder. Han er uddannet biolog fra Århus Universitet med havørredernes biologi som speciale. Han underviser i og laver kurser om blandt andet lystfiskeri. Hans foredrag hedder »Havørreder og vandløbsrestaurering«.
Grejbiksen Trige og Grejbutikken Trustrup vil være til stede hele aftenen med godt fiske-grej til Kolindsund og kysten. Der afholdes endvidere amerikansk lotteri med gevinster fra grejforretningerne, Kattegatcentret og Sportsfiskerforeningen for Grenaa og Omegn. Arrangementet slutter kl. 21.00, hvorefter der i to timer vil være adgang til Kattegatcentret til en reduceret entrépris. Se annonce for denne lystfiskeaften andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge.
Kilde: grenå bladet
rex