Rougsoeportalen.dk

Af journalist og fotograf Dav Jacobsen
Værkstederne er godt i gang. Majsmøllehuset rejser sig langsomt fra jorden - der er sat vinduer i muren og spærrene er sat sammen. De ligger ganske vist stadig på jorden, men byggeriet begynder at ligne et hus. Motorerne til majsmøllen er flyttet inden for murene, for dørene er naturligvis også markeret og åbningen er for smal til, at motorerne kan bæres ind bagefter.
Byggeholdet fra Grenaa Produktionsskole eksperimenterer med at møde klokken seks, og gå hjem til middag, for det bliver så varmt midt på dagen, at de ikke kan løfte en hammer. Den eneste skygge i nærheden af majsmøllehuset er få akacietræer, der strækker de nøgne grene mod den tørre himmel. Under deres sparsomme skygge sidder der som oftest en masai eller tre og kigger på eller taler om livets forunderlighed, men som værn mod solen for byggeholdet er de ikke meget bevendt, for møllehuset kan ikke nås fra skyggen af træerne. I systuen - hvis man kan kalde kvindegruppens hus i nærheden af kirken for en systue - ligger der stof ud over det meste af begge borde, og hvis der ikke ligger stof, står der en symaskine. Dér hvor der ikke lige står en symaskine, ligger der et mønster.

Gang i sypigerne!
De ni kvinder, der skal lære at sy, møder til tiden, på nær en enkelt. Hun bor så langt væk, og har selvfølgelig ikke andre muligheder end at gå til arbejde, så hun har fået lov til at komme lidt senere. Stemningen i huset er god og masaikvinderne er ivrige for at lære håndværket. De snakker på kryds og tværs og spørger ind i mellem om alt mellem himmel og jord på et sprog, som kun de selv forstår. Lene og de tre unge piger fra produktionsskolen peger og forklarer og gestikulerer og hjælper så langt som deres fagter formår, og de må gøre det godt, for alle kan glade fremvise kjoler til døtrene, tasker til indkøb og sypuder til at holde styr på nålene.

PC-værksted på
katolsk seminar
PC-værkstedet er etableret på det nærliggende katolske seminar, hvor 160 drenge bor på fire sovesale og om dagen går i skole i ens uniformer. Deres forældre betaler for, at sønnerne kan få en uddannelse. To af vores‚ drenge fra produktionsskolen har sat otte af de ti medbragte PC’ere op i et netværk med printer og scanner (to PC’ere »mistede livet« undervejs fra Grenaa til Tanzania) og har sovet på seminariet i to nætter. Drengene skal undervise seminariets lærere i brugen af computer, men skolens generator leverer kun strøm mellem klokken 19 og 22 og derfor er de nødt til at overnatte. Det er ikke helt sikkert at køre bil om natten i Tanzania...! Drengene var vældig kæphøje da de tog af sted, for nu skulle de sove på rigtige madrasser og have smør på brødet - en luksus som vi andre, der blev tilbage, kun kan drømme om.

Spiser som fyrster!
Ikke at der er noget galt med maden i vores boma, vorherrebevares, vi spiser som fyrster i forhold til de lokale, men menyattabrødene, som vi selv laver og spiser til morgenmad, er lavet af mel, vand, salt og gær og stegt i olie, og kan efter tre uger ikke undgå at blive en anelse ensformige. Hvad angår madrasserne, er der nok endnu flere af de tilbageblevne elever, der gerne ville bytte med drengene, for jorden vi sover på her i bomaen, er fyldt med sylespidse torne fra akacietræerne, og hvis man ikke lige gad at fjerne dem, inden teltet blev slået op og luftmadrassen lagt til rette, er der stor risiko for, at madrassen punkterer. Flere af elevernes madrasser har allerede mistet pusten mere end én gang. Børnehaven nyder godt af produktionsskolens medbragte sjippetove, puslespil og andet legetøj og børnehavebørnene lærer nye sanglege med‚ vores‚ piger. Der er indkøbt materialer til at bygge både en gynge og en vippe, så børnene vil kunne huske os i lang tid fremover. Børnehavelærerinden Alindwe, der er gift med byens sekretær Paulo, er en energisk og omsorgsfuld kvinde med en engels tålmodighed, og hun er glad for vores hjælp.

På tredje uge
i Enkutuk Oiti
Vi er - mens dette skrives - i gang i Enkutuk Oiti i det nordlige Tanzania på tredje uge, og vi synes selv, det går rigtig godt. De daglige gøremål ordnes i mindelighed, og efter der i to uger har været en voksen på alle fire madhold, der på skift bliver hjemme fra arbejde og laver morgen- og aftensmad - er der nu etableret et femte madhold bestående kun af voksne. Første gang‚ seniorerne‚ - som vi så rammende kaldes - lavede mad, fik vi hønsekødsuppe. Den hane, der få timer forinden havde ligget med sammenbundne ben og klukket når man skubbede til den, mistede om eftermiddagen hovedet og endte sine dage i de hvide danskeres maver sammen med velsmagende kartofler og andre grøntsager. Det er ikke alle, der spiser lige meget i den til tider anstrengende hede, men til gengæld ryger der en del væske indenbords. Den lokale kiosk sælger mange Miranda-sodavand, men også kildevand fra Mount Kenya på plasticflaske går godt. Derudover supplerer vi med vand fra det lokale vandhul et par kilometer væk, som er områdets eneste vandforsyning. Hver dag kører vores pick-up efter vand med en blå 200-liters tønde eller to bagpå, og vi møder altid nogen, vi kender. Det er ved vandhullet, som egentlig ikke er et hul, men et langt trug, der forsynes med vand via en pipeline, at masaiernes kvæg slukker tørsten. Det er her børn og voksne vasker sig og det er også her, der hentes vand til den hjemlige husholdning i gule 20-liters dunke, som bæres flere kilometer på hovedet eller bundet fast på ryggen med en rem, der går op omkring panden. Det er primært kvindernes arbejde at hente vand, og har familien ikke råd til et æsel, er der ikke anden mulighed end at gå frem og tilbage i den kvælende varme.

Udveksler info
ved vandhullet
Ved vandhullet udveksles dagens informationer. En masai eller fem, sommetider flere, diskuterer manglen på regn, kvægets ringe tilstand eller måske gårsdagens aftensmad, mens en mor vasker sine børn på ryggen med sæbe - klemt mellem geder, der tørstigt drikker af det samme vand, som hun vasker børn i. En gul, mager hund snuser rundt og vil gerne bedække en sort, lige så mager tæve, der ligger i skyggen og gisper efter vejret. Men en faretruende knurren får hanhunden til at opgive sit forehavende. Alt andet ville også næsten være naturstridigt i den varme! Højt oppe på den tørre, blå himmel svæver en rovfugl afsøgende rundt, mens lokale småfugle lystigt pipper og synger i trætoppene omkring vandet. I skyggen af et træ sidder en ældre masai og får sig en morfar. Den gulbrune vandrestok, som alle mandlige masaier har i forskellig form og længde, står plantet mellem hans ben mens hagen rammer brystet. Omkring 100 geder har nu fået slukket deres tørst og søger lidt væk. Et råb fra en hyrde får en flok geder i nærheden til at sætte sig i galop med retning mod det livgivende vand, og mens luften genlyder af bjælder og brægen hvirvler støvet op.

Et af verdens
fattigste lande
Når vi fra produktionsskolen kommer til vandhullet, dukker der altid nogle børn op - sommetider fatter vi ikke hvorfra - og skal vi vaske tøj samtidig med, vi henter vand, tager de gerne tøjet ud af hænderne på os, og vasker det for os. De er ivrige efter at tjene de par kroner, som vi efter en uudtalt overenskomst betaler for deres hjælp. Tanzania er et af verdens fattigste lande, gennemsnitsindkomsten er 3.000 kroner om året, så selv nogle få kroner fra de danskere, der allligevel ikke kan finde ud af at vaske tøj på den rigtige måde, kan hjælpe i en husholdning. Stikker vi en fod op i truget for at vaske dagens støv væk, er det ikke usandsynligt, at en lille pige begynder at hjælpe med at gnubbe det sorte mellem tæerne væk. Her går grænsen dog for de fleste af os, og det skaber ingen sure miner, at vi siger nej tak. En vandkamp får masaibørnene til at hvine af fryd, og fordi vi efterhånden kender mange af ansigterne fra børnehaven, systuen, møllebyggeriet, kirken vandhullet og vores øvrige ture rundt i lokalområdet, kan vi grine sammen.
Enkutuk Oiti er som et tungekys og et spark i maven på samme tid. Vi får alle sammen en ordentlig én på opleveren - og ingen af os kommer tilbage som helt de samme mennesker vi var, da vi rejste ud. Vi er på en rejse i en totalt fremmed verden - men vi er også på rejse ind i os selv.
Grenaa Produktionsskole har i øjeblikket et hold elever og lærere i masai-landsbyen Enkutuk Oiti i Tanzania. Her ses landsbyens kiosk, som er et meget benyttet sted af danskerne, idet tørsten skal slukkes i den ofte meget kvælende hede.

Kilde: grenå bladet
rex