En lille gruppe frivillige mødes jævnligt med repræsentanter for beboerne
i Flygtningelejren i Grenaa.
Mens asylansøgerne venter på en afgørelse om opholdstilladelse, er de indkvarteret under særdeles trange kår. Både helt konkret og økonomisk. Det er ikke ualmindeligt, at det tager et år eller mere før der træffes en afgørelse, om de kan blive i Danmark.
Mange af beboerne har oplevet forfølgelse og tortur inden de nåede frem til Grenaa. Måske har de måttet efterlade ægtefælle og børn til en usikker skæbne og risiko for repressalier i hjemlandet.
I denne konstante stemning af usikkerhed og frygt for fremtiden, prøver de frivillige danskere fra Røde Kors at gøre dagligdagen en lille smule lettere at gennemleve for asylansøgerne. Om sommeren bliver der bl.a. arrangeret ture til stranden for børnene, og i vinterens løb et ugentlig besøg i svømmehallen for kvinder og børn. For de familier, der har været på »madkasseordning«, dvs. de ikke får penge udbetalt , er der udleveret en »tøjcheck«, som kan anvendes ved køb af tøj i Røde Kors Genbrugsbutikken på Baunhøj. Omkring jul blev der arrangeret en bustur til Århus og Den Gamle By. Endelig yder den lokale Røde Kors afdeling økonomisk støtte til ugentlige cafeaftener, bl.a. til musik og andre kulturelle indslag og tilbyder kortere ophold i feriehuse for familier, der har boet i lejren i længere tid og trænger til at være sig selv nogle dage.
– Som frivillige i Dansk Røde Kors Grenaa Afdeling tager vi ikke stilling til om beboerne i Flygtningelejren har gode grunde til at søge asyl i Danmark eller bør have opholdstilladelse. Men vi tager stilling til, om vilkårene under opholdet i Flygtningelejren er rimelige. Det synes vi i frivilliggruppen ikke de er. Det er f.eks. urimeligt, at en familie med flere børn skal leve i flere år i et lille værelse på ca. 12 kvadratmeter og fælles køkken, toilet og bad med barakkens øvrige ca. 25 mennesker. Ikke mindst for børnene er det urimeligt og vanskeligt at vokse op under disse forhold, siger Kirsten Gersbøll fra frivillig-gruppen.
– Det hele bliver ikke lettere af, at mange af beboerne er traumatiserede på baggrund af oplevelser i deres hjemland og psykisk under et stort pres, mens de venter på en afgørelse af deres og deres families skæbne fremover. Vi har derfor opfordret bestyrelsen for Dansk Røde Kors Grenaa Afdeling til at besøge Flygtningelejren og se på forholdene for indkvartering. Spørgsmålet er om Dansk Røde Kors, der administrerer driften af Flygtningelejren, forsat vil lægge navn til at flygtningene indkvarteres under forhold, der er så kummerlige, at man næppe ville tilbyde danskere noget tilsvarende, slutter Kirsten Gersbøll.
Kilde: grenå bladet
rex