»Hvis jeg nu bare fortæller, hvad jeg ser, og blive ved med det, så opdager de nok ikke noget. Følelserne er alt for farlige. Jeg kalder det kunst, men i virkeligheden er jeg sikker på, at jeg ingenting kan«.
Ordene kommer fra Jørgen Leth i slutningen af filmen »De fem benspænd«, men teksten er forfattet af Lars von Trier, der i løbet af halvanden time har tvunget ham til at involvere sig i sin egen fortælling gennem fem forskellige omgørelser af Jørgen Leths kortfilm »Det perfekte menneske« fra 1967.
Filmen er indspillet i 2003 og varer 87 minutter. Den kan ses ganske gratis på Grenaa Bibliotek tirsdag den 15. marts.
Lars von Trier har gennem hele sin karriere haft Jørgen Leth som et af sine kunstneriske forbilleder. Og sammenhængen mellem den følelsesladede og dybt engagerede film-fortæller von Trier og den køligt distancerede betragter Jørgen Leth synes ikke umiddelbart at være indlysende. Det er det skisma, der bl. a. gør »De fem benspænd« til et originalt dansk filmværk.
Udgangspunktet for filmen er simpel: Fem gange skal Jørgen Leth ud fra von Triers betingelser lave »Det perfekte menneske« igen under kreativt pres, med hårde regler og begrænsninger og på så forskellige lokaliteter som Cuba, Bombay, Bruxelles og Avedøre.
Spillet mellem de to instruktører fremstår mest som en jovial leg, hvor de udfordrer hinanden, men det lykkes ikke for von Trier at få Leth til at falde igennem. Men det lykkes i høj grad for Leth at bruge benspændene som katalysator for sin filmkunst.
Der er ikke tale om noget stilskabende mesterværk, men om et originalt mesterværk om, med og af de to originaler i dansk film, Lars von Trier og Jørgen Leth.
Gratis billetter til filmforevisningen kan afhentes/bestilles ved henvendelse til Grenaa Bibliotek.
Kilde: grenå bladet
rex