SF har den 27. februar på Langhøjskolen i Vivild dannet SF-Norddjurs som fælles partiforening for det område, der bliver Norddjurs Kommune. SF-Grenaa-Nørre Djurs er gået sammen med SF’ere fra Rougsø Kommune og Auning-området.
Det er sket på en stiftende generalforsamling. Fusionen blev forberedt før jul på et medlemsmøde for Sønderhald-Rougsø i Allingåbro og af SF-Grenaa-Nørre Djurs’ bestyrelse. Partiforeningens første opgave bliver at tilrettelægge SF’s opstilling til kommunevalget 15. november i Norddjurs Kommune. Her følger et uddrag af bestyrelsens beretning, der blev fremlagt af Mads Nikolajsen:
Lokalt har SF været verdenspolitisk aktive. Iraq-krigen og dansk deltagelse har vi løbende engageret os imod. Vi holdt debatmøde i Grenaa om krigen sammen med unge, der ville starte SFU. Og SFU-Grenaa er faktisk kommet i gang. SFU tog initiativ til et valgmøde for unge, og var aktive i folketingsvalgkampen på uddannelsesstederne i Grenaa. Velkommen!
Kalø-svig Kommune
– Kommunestrukturen blev lagt fast i 2004. Rønde og Rosenholm lavede en akse, som Ebeltoft og siden Midtdjurs gik med i, og så lukkede de døren. Onde tunger kalder Syddjurs Kommune for »Kalø-svig« Kommune, fordi kommunerne med det bedste skatte- og bosætningsgrundlag vendte ryggen til resten af Djursland. Vi har sammen med SF-Midtdjurs indsendt et høringssvar, der peger på hele Djursland og tager afstand fra opdeling i Nord og Syd. Men livet er for kort til jammer. Nu arbejder vi for, at Nordkommunen skal få et stærkt rødt og grønt præg, og at samarbejdet mellem Nord og Syd skal blive så stærkt og forpligtende som muligt. Vi konstaterer, at fagbevægelsens demokratiske formåen er langt større end regeringens. LO-Djursland er oprettet på tværs. 3-F - Fælles Fagligt Forbund - fortalte os på et møde om deres velgennemførte fusion på hele Djursland med kontorer i Auning, Grenaa og Rønde, sagde Mads Nikolajsen.
Integrationen
– Integrationspolitikken er stadig højt prioriteret i partiforeningen. Mange er aktive med flygtninge og indvandrere i Grenaa Kommune. Vi holdt et medlemsmøde om integrationspolitikken med det sigte at styrke den kommunale indsats for integration. Men med valgresultatet in mente må vi se i øjnene, at vores gode gerninger og intentioner ikke slår godt nok igennem, hverken på landsplan eller lokalt. Et af de steder, hvor SF klarede sig rigtig dårligt og (u)-Dansk Folkeparti klarede sig godt, var i valgdistriktet Grenaa Søndre Skole. Et område med mange indvandrere og mange danskere med små indkomster. Vi skal være mere offensive for plads og arbejde til indvandrere og for accept af kulturforskelle, især overfor skeptiske danskere, og mere udfarende for ligestilling og solidaritet - også overfor indvandrere, sagde Mads Nikolajsen.
Amtspolitikken
– Vi har i 2004 genoptaget samarbejdet med SF Århus amt. Men det var sundt, at vi i 2003 tog en åben konflikt, og ikke som de andre partier bare fejede et centralsygehus ind under gulvtæppet. SF fik i august opbakning blandt alle partier på Østdjursland for et forslag om at få en lokal ledelse på Grenaa Sygehus, og SF i amtet støttede dette i budgetprocessen. Men Flensted-Jensen og hospitalsbureaukraterne har fået bremset initiativet. Der er sket små forbedringer for Grenaa Sygehus, men ikke noget der kan forhindre total nedlæggelse i forbindelse med den nye storregion. Tom Mortsensen har i Grenaa Byråd støttet visioner om et nærsygehus, i et samarbejde med Ringkøbing, Nakskov og Kalundborg kommuner. Det må vi arbejde videre med. Personale-belastningen på Randers Centralsygehus kan et velfærdssamfund ikke være bekendt, sluttede Mads Nikolajsen sin beretning.
Kilde: grenå bladet
rex