Efter at man i forrige uge blev nødt til at aflyse mødet på grund af snestormen, prøver Venstre igen at afholde stiftende generalforsamling i den nye fælles Venstreforening for Norddjurs Kommune.
Alle de gamle venstreforeninger i Grenaa, Nørre Djurs, Rougsø og det halve af Sønderhald kommuner slår sig sammen.
Den nye dato er onsdag d. 30. marts. Igen samles man i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa kl. 19.30 i håbet om, at der blæser milde vinde til den tid. Alle medlemmer af Venstre i de fire kommuner kan deltage.
På programmet er både nye vedtægter og en ny bestyrelse til foreningen. Vedtægterne bliver Venstres standardvedtægter for kommunale foreninger. Bestyrelsen er på forhånd sikret repræsentation med to mand indstillet fra hver af de gamle foreninger.
Efter den stiftende generalforsamling skal man tage stilling til, hvordan man ønsker, at Venstre stiller op til det kommende kommunalvalg i november. Enten på lokale lister, i listeforbund eller på én fælles liste for hele den nye storkommune.
Til slut kommer måske det mest spændende: Forsamlingen skal vælge Venstres kandidat til borgmesterposten i Norddjurs Kommune. Foreløbig kendes navnene på to kandidater: Grenaa’s 1. viceborgmester, Svend Brandstrup Hansen, og Nørre Djurs borgmester Jens Peter Jellesen. Men der er stadig mulighed for, at andre kan dukke op.
Kilde: grenå bladet
rex