Nu giver Danmarks Jægerforbund nye og »gamle« jægere chancen for at afprøve deres evner.
Jægerforbundets lokale kreds afholder frivillig jagtprøve, hvor alle interesserede med eller uden jagttegn - også ikke-medlemmer - er velkomne til at tilmelde sig.
Prøven afholdes den 3. april på flugtskydningsbanen i Pindstrup.
Danmarks Jægerforbund afholder hvert forår en række frivillige jagtprøver over hele landet, og det er en naturtro generalprøve for den nye jæger, som står overfor at skulle op til den obligatoriske prøve, men det giver også den »gamle« jæger en god chance for at få afprøvet sin kunnen.
Hele prøven er en tro kopi af den obligatoriske prøve. I den teoretiske del skal der besvares 40 spørgsmål, der omhandler emner inden for jagtloven samt kendskab til vildtet. Man skal vælge én ud af to eller tre svarmuligheder og skal have mindst 36 rigtige svar ud af de 40.
Herefter går man op til den praktiske prøve, der blandt andet indeholder afstandsbedømmelse og forsvarlig omgang med et haglgevær.
Danmarks Jægerforbund har til brug for den frivillige jagtprøve fået udarbejdet to sæt spørgeskemaer, så heller ikke de gamle jægere kan »genkende« nogle spørgsmål.
Det koster 70 kr. at deltage i prøven. Hvis man består får man udleveret prøvebevis samt et jægermærke.
Kilde: grenå bladet
rex