Efter at have forgyldt Redaktørens repertoire med sine lækre guitar-licks og smækre violin-spil ved et vellykket arrangement i hallens cafeteria i Glesborg lørdag aften, var Jens Falck centrum for en helt anden – og ny – konstellation dagen efter. Det fortæller vi lidt om i dag.
NEWHAWKS
|
For nogle år siden startede kulturhusleder Hardy Andersen op med at arrangere søndag-eftermiddags-caféer med musik, fortrinsvis med lokale medvirkende. De første par år var det ganske få, der overhovedet var til at trække af huse sådan en stille søndag eftermiddag. Men gennem tålmodigt arbejde er det lykkedes Hardy Andersen at opbygge et publikum til disse hyggelige sammenkomster. Det er en meget blandet forsamling, men med mange ældre pensionister iblandt, som han selv går rundt og hygger med over kaffen og kagen.
Sådan var stemningen også i søndags, hvor 80(!) forventningsfulde publikummer havde fundet vej til den lille koncert med Jens Falck og hans helt nye trio, Newhawks. Han har tidligere spillet med sin ældste søn Julian på trommer gennem mange år bl.a. i gruppen Hawks & Friends.
Denne er nu gået sine egne musikalske veje, men minsandten om ikke Jens Falck i søndags for første gang præsenterede os for sin yngste søn Kim – på banjo! Og ikke overraskende viste det sig, at ”knægten” ikke lader storebror meget efter i musikalsk talent.
Sammen med den nytilkomne bassist, Brian Guldbech, der ellers har en funky fortid, er Jens Falck nu søgt tilbage til de rødder, han altid har haft et stort hjerte for, nemlig bluegrass-musikken. Med en let forstærket akustisk guitar og sin følsomme sang ledte han trioen igennem et spændende og flot repertoire af klassiske bluegrass-numre, tilsat nogle numre fra starten af halvfjerdsernes let syrede bluegrass-renæssance i USA.
Det var specielt kredsen omkring den legendariske guitarist fra gruppen Grateful Dead, Jerry Garcia, der med fritidsgruppen New Riders of the Purple Sage bl.a. indspillede ”Old and in the Way” – en opdatering af bluegrass-musikken som vi også fik smagsprøver på. Med underdrejet-humoristiske kommentarer mellem numrene om at finde ind til selve musikkens sjæl fik Jens Falck også flettet enkelte af sine egne numre ind, ligesom han også spillede numre af den århusianske sangskriver, Niels Maatoft.
Alt sammen blev spillet meget stille, men med et stærkt rytmisk drive – og hvad der var allermest glædeligt ved det hele! Den trestemmige korsang var til ug dén søndag eftermiddag i Kulturhuset Pavillonen.
Kilde: Skrevet af Rex
rex