Millioner af danskerne kan nu vælge at placere pensionsmidler på ATP’s Folkebørsen eller i udvalgte banker og pensionsselskaber.
Fra årsskiftet har danskerne fået råderet over midlerne i den Særlige Pensionsopsparing (SP), der administreres af ATP. Det betyder, at enhver har mulighed for selv at investere på ATPs såkaldte Folkebørsen.
Jytte Schneider - bankrådgiver hos Nordea i Grenaa.
|
Som led i liberaliseringen kan de i alt 3,3 mio. danskere med en SP-konto også vælge at overføre ordningen til et pengeinstitut, der har aftale med ATP. Det koster 200 kr.
– Der kan være flere grunde til at placere SP-midlerne i et pengeinstitut frem for på Folkebørsen. Man har adgang til individuel rådgivning om sine investeringer og desuden mulighed for at skyde penge i enkeltaktier, siger Jytte Schneider fra Nordea i Grenaa.
Nordea har som det eneste landsdækkende pengeinstitut indgået en aftale med ATP. Ved at flytte sin SP-konto til et pengeinstitut får man mulighed for at placere sin opsparing i både puljer, enkeltaktier og investeringsafdelinger. På Folkebørsen kan man udelukkende anbringe sine penge i investeringsafdelinger.
– Folkebørsen er med til at fremme befolkningens fornemmelse for værdipapirmarkederne. Men jeg er glad for, at danskerne også har mulighed for at placere deres midler individuelt og få investeringsrådgivning i den forbindelse, siger Jytte Schneider.
Nordea Invest er i øvrigt repræsenteret med seks nye afdelinger på Folkebørsen. Det gælder blandt andet afdelinger, der investerer i Østeuropa og i mindre nordiske virksomheder.
I perioden 1998-2003 har lønmodtagere indbetalt 1 pct. af deres løn til SP-ordningen. Det skete for at begrænse privatforbruget. I dag har danskere med en SP-konto i gennemsnit opsparet 10.000 kr. på ordningen. Regeringen suspenderede indbetaling til ordningen i 2004 og 2005.
Opsparingen på SP-ordningen udbetales, når modtageren fylder 65 år. Tilsammen har danskerne sparet 43 mia. kr. op i SP-ordningen.
Kilde: grenå bladet
rex