To år er det efterhånden siden, at Savage Rose med Annisette og Thomas Koppel gav to udsolgte koncerter i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. I maj måned sker det igen i forbindelse med et ugelangt ophold i Grenaa for orkestret forud for optrædener på sommerens store festivals.
Der er således tale om en enestående koncert-mulighed, som ingen andre byer i Danmark får her i foråret 2005, og det er da bestemt ikke uden en vis stolthed i stemmen, at kulturhusets leder Hardy Andersen, kan præsentere denne pænt store kultur-nyhed.
– Sidst de var her blev de så begejstrede for forholdene, at de selv har henvendt sig til os omkring muligheden for at bo her i Grenaa og øve i Kulturhuset Pavillonen forud for deres sommerturné. Og så lige kvittere for vores eventuelle gæstfrihed ved at give en koncert. Det har vi naturligvis sagt ja tak til, siger Hardy Andersen, der således helt ekstraordinært har fået et nærmest legendarisk dansk rockband på forårsprogrammet. Savage Rose ankommer til Grenaa søndag den 22. maj, og bruger efterfølgende dagene frem til lørdag den 28. maj - selve koncert-datoen er den 27. maj - til at øve sig på det repertoire, som de agter at fyre af foran publikum på sommerens store festivaler, som de skal besøge fem af.
– De øver det udvalgte materiale op, og giver derpå koncert her i kulturhuset fredag den 27. maj. De ku’ åbenbart li’ Grenaa og kulturhuset sidst de var her. Det har de da også givet udtryk for, og det er jo dejligt at vide, for vi gør os virkelig store anstrengelser for, at kunstnerne skal føle sig godt tilpas, når de er her. Det øger chancerne markant for, at de vælger at vende tilbage igen, siger Hardy Andersen, der lavede en dobbeltkoncert med bandet sidst de var her.
– Selv om de spillede to dage i træk her i huset, så formåede vi at sælge stort set alle billetterne. Den første koncert var helt udsolgt, mens der vel kun var 20 ledige pladser til nummer to. Derfor forventer jeg heller ikke, at det bliver et problem overhovedet at sælge alle billetterne til en enkelt koncert. Begge koncerterne var så store succes’er på alle måder, at det ikke burde blive et problem at få udsolgt. Og da slet ikke med tanke på, at det er en helt enestående chance for at opleve dem i koncertmæssig sammenhæng inden det går løs ved festivalerne, siger Hardy Andersen, der åbner for salget af billetter til Savage Rose-koncerten den 18. april.
Udover Annisette og Thomas Koppel kan man forvente at opleve deres velsyngende datter Billie Koppel som den ene af to korpiger, den kendte guitarist Lars Hannibal (som en hot nyhed i bandet), trommeslageren Klaus Menzer og basguitaristen Moussa Diallo. Et stærkt hold musikere med andre ord. Og med et delvist nyt repertoire tilmed.
Annisette Koppel - og resten af Savage Rose - kan helt ekstraordinært opleves i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa fredag den 27. maj.
Kilde: grenå bladet
rex