Svend Frandsen valgt som formand for Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Der var mødt 61 stemmeberettigede medlemmer og sponsorer op til Kulturhuset Pavillonens repræsentantskabsmøde den 29. marts - hvilket næsten var en fordobling i forhold til tidligere år. På mødet skulle der blandt andet findes en ny formand for bestyrelsen, og valget faldt på formanden for den lokale jazz-klub, Svend Frandsen.
Antallet af mødedeltager kom faktisk over de 70, idet man medregner et antal politikere, forvaltningsmedarbejdere samt yderligere repræsentanter for medlemsforeningerne.
Formand Bo Jacobsen bød velkommen og gav derpå ordet til kulturhusleder Hardy Andersen, der introducerede aftenens underholdere: De to musikere Thomas Damm og Jens Peter Jensen.
Efter to musiknumre afvikledes repræsentantskabsmødet i henhold til den udsendte dagsorden.
Den efter eget ønske afgående formand, Bo Jacobsen, aflagde en fyldig årsberetning, som blev efterfulgt af kulturhuslederens ditto. Bogholder Anne Birgitte Klinge gennemgik regnskabet for 2004, som forsamlingen godkendte uden kommentarer.
Bo Jacobsen forelagde derpå handlingsplanen for 2004-2005 - en plan, der allerede stort set er gennemført. Lars Chalmer Rasmussen fremlagde budgetforslag for 2005, som blev vedtaget.
Det besluttedes at forhøje kontingentet fra 250 kr. til 275 kr. for medlemsforeningerne. Kontingentet indgår som en del af sponsorbidraget fra sponsorerne.
Valg af formand var næste punkt på dagsordenen. Svend Frandsen (Djurslands Jazzklub) valgtes uden modkandidat. Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer forløb på den måde, at følgende blev valgt:
Lars Chalmer Rasmussen (Grenaa Musikskole), Kirsten Krogh (Grenaa Koret), John Flyvholm (Grenaa Musikskole) og Per Pedersen (Superbrugsen Glesborg).
Valg af suppleanter: Bjarne Bach (Kvickly Grenaa) og Arne Bilde Olesen (Kulturelt Samvirke) valgtes som hhv. 1. og 2. suppleant - begge for 1 år.
Under punktet eventuelt talte Ove Bjerregaard, Optimistkoret, for en forbedring af de akustiske forhold, og John Flyvholm, Grenaa Musikskole, slog til lyd for en »åbning af kulturhuset mod åen«.
Derpå orienterede Hardy Andersen kort om de næste måneders oplevelsesmuligheder - herunder en ekstraordinær koncert med Savage Rose i maj. Læs mere herom andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge.
Herefter præsenterede Bjarne Bach fra Kvickly 3 udmærkede rødvine, der fint supplerede kulturhusets gode brød og oste, samtidig med, at de to unge musikere underholdt yderligere ca. en halv time.
Kilde: grenå bladet
rex