Hér i week-enden er der 2 vidt forskellige arrangementer som led i den igangværende Kultur-Raket. Ved det første (i aften) kan du få lejlighed til at lufte såvel den indre som den ydre cowboyhat – og ved familiearrangementet søndag eftermiddag bliver der lejlighed til lokalt at fejre en berømt fynsk eventyrdigters fødselsdag.
Country-aften i Glesborg
Er man til countrymusik og –livsstil, skal man gøre det, og er man det måske ikke så meget, skulle man gøre det alligevel – nemlig møde op til lørdag aftens festlige arrangement kl. 18 i Glesborg Forsamlingshus. Der er nemlig både god mad, den smukkeste country/bluegrass-musik samt festlige lokale line-dancere fra Fjellerup. Musikken bliver leveret af Jens Falck, der endnu engang spiller i Glesborg, denne gang med sin nye trio, Newhawks.
Den nyligt fusionerede borgerforening/forsamlingshusforening står som arrangør i samarbejde med Kultur-Raketten.
En munter HC Andersen-sammenkomst
Søndag eftermiddag er tidspunktet kommet, hvor HC Andersen skal fejres i Nørre Djurs, og det sker i Ørum Aktiv Center med dramaturgen Lisbeth Weitemeyer som leder. Hun er kendt vidt og bredt for sine levende fortolkninger af både HC Andersens eventyr og af hans sange, så arrangørerne håber virkelig, at specielt børnefamilier vil benytte chancen for at få en hyggelig eftermiddag i godt selskab.
Nørre Djurs Bibliotek, FOF og Kultur-Raketten står bag det spændende arrangement.
Kilde: Skrevet af Rex
rex