Matas-kædens kunder har i 2004 returneret næsten 23 ton brugt plastemballage uden pant.
De danske forbrugere vil gerne gøre en indsats for at skåne miljøet, når de har mulighed for det. Det er Matas Retursystem et lysende eksempel på.
Forbrugerne afleverede sidste år hele 22,5 ton plastemballage til genbrug via landets 290 Matas-butikker. Det gjorde de velvidende, at de hverken får pant eller anden økonomisk vinding.
Genbrug frem
for afbrænding
De 22,5 ton svarer til i alt 900.000 tomme plastbeholdere. Hvis disse i stedet var smidt i det almindelige husholdningsaffald, ville de i langt de fleste kommuner være gået op i røg eller blevet deponeret på en losseplads.
Hver enkelt Matas-butik har i gennemsnit modtaget 3.103 beholdere i 2004. Allerflittigst har borgerne været i Billund Kommune, der pr. indbygger har returneret 10 gange mere til genbrug end landsgennemsnittet. Det har gjort Billund til vinder af Matas Miljøpris 2004.
På landsplan er returmængden steget støt, siden Matas på eget initiativ etablerede Matas Retursystem i 1995 - dog er der i 2004 sket et fald i forhold til 2003 på 9%. Kunderne afleverede således 14 ton plastemballage i 1995, 21 ton i år 2000, 24,7 ton i 2003 og 22,5 ton i 2004.
Informations- og miljøchef Henrik Engberg Johannsen fra Matas‚ hovedsæde siger:
– Det er glædeligt, at Matas’ genbrugsordning er slået an blandt forbrugerne, der her i konkret handling viser omsorg for miljøet. Vi håber, at de grønne organisationer vil bidrage til, at forbrugerne bliver opmærksomme på genbrugsordningen og dermed er med til at sikre mere genbrug af emballage. For selvom 22,5 ton er rigtig meget, er det reelt under 10 procent af den plastmængde, der går ud af butikkerne, siger Henrik Engberg Johansen.
Tager al Matas’
emballage retur
Kunderne kan aflevere al tom emballage - plast, glas og pap - til genbrug i Matas. Eneste krav er, at emballagen stammer fra varer købt i Matas. Herefter sørger butikskæden for, at emballagen sendes videre til fremstilling af fx tæpperør, vejpiller, nye glas eller ny papemballage.
Kilde: grenå bladet
rex