Sangstrups mand i Folketinget, Jan Petersen, har – overraskende for mange, heriblandt Deres Redaktør – under konstitueringen efter formandsvalget i Socialdemokratiet fået en helt ny og fremtrædende rolle i Folketinget.
Han er blevet anmodet om at tage den meget vigtige og indflydelsesrige stilling som gruppeformand for sit partis folketingsmedlemmer – og han har sagt ja. Med ét slag har han således placeret sig i centrum af beslutningerne og bliver således en vigtig person i det store, opbyggende arbejde, Socialdemokraterne står overfor de næste år efter ”katastrofe-valget” for et par måneder siden.
Et pænt flertal af partiets vælgere valgte som bekendt i forgårs Helle Thorning-Schmidt som dén, der skal få de mange forskelligartede holdninger inden for Socialdemokratiet til at mødes og blive til en mere slagkraftig opposition til den siddende regering. Hér får Jan Petersen altså en vigtig rolle at spille – og det bliver endda en særdeles krævende opgave.
Sammen med den nyvalgte formand og de 2 næstformænd, Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen, kommer han til at danne aksen i det store ”klinke-arbejde” med at få partiets forskellige fløje til at samarbejde. Et stort arbejde, men til Århus Stiftstidende siger Jan Petersen i dag, at én af hans væsentligste betingelser for at sige ja til posten er, at han også får tid til at passe sit arbejde med at kæmpe for Djurslands særinteresser – som han lovede op til valget.
Kilde: Skrevet af Rex
rex