Det er virkelig en begivenhed ud over det sædvanlige, Katrine West fra Destination Djursland fortæller om i dag. Der er derfor al mulig grund til allerede nu at sætte et stort kryds i kalenderen ud for d. 30. april!
dirigent Erling Kullberg
|
To fremragende kordirigenter og omkring 200 sangere fra hele Djursland kan opleves ved en koncert i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa lørdag den 30. april kl. l6. Denne dag afholder Samarbejdet om Korsang på Djursland nemlig Kortræf 2005, som munder ud i en koncert - ligesom det var tilfældet med Kortræf 2004 på Fuglsøcentret.
Årets nyhed er, at der - ud over et voksenkor på 100-110 sangere – denne gang også optræder et ungdoms- og børnekor med omkring 90 deltagere. Dette er udtryk for bestyrelsens særlige ønske om at skabe kortilbud til de yngre generationer - i erkendelse af at det er vigtigt at sikre, at korsangen også fremover har et solidt grundlag, hvis man gerne vil skabe fornyelse og udvikling på området.
Ungdoms- og børnekoret skal synge et spændende og bredt repertoire, der byder på både soul, gospel og smukke ballader af blandt andre Stevie Wonder og Karen Busck. Koret dirigeres af Malene Rigtrup, som er diplomuddannet i rytmisk korledelse, arrangement og sang fra Det Jyske Musikkonservatorium, og som underviser ved Århus Musikskole og Det Jyske Musikkonservatorium. Malene Rigtrup er desuden sanger og arrangør i ”Vocal Line”, et kor, hvis mål er at føre an i udviklingen af den rytmiske korsang. De arrangementer, der arbejdes med, er primært Malene Rigtrups egne, og koret øver og optræder med et 4-mands band fra MGK (Musikalsk Grundkursus) ved Århus Musikskole.
Brahms’ Liebeslieder-Walzer er på programmet for den voksne korgruppe, der altså kommer til at arbejde med et klassisk repertoire. Dirigenten er Erling Kullberg, der er kendt i hele Norden som en ualmindelig dygtig og inspirerende korinstruktør. Erling Kullberg er lektor ved Århus Universitet og er desuden dirigent for Aalborg Filharmoniske Kor. Han har i øvrigt selv komponeret en del kormusik, som dog ikke er på repertoiret ved koncerten i Grenaa. Voksenkoret akkompagneres af Tamara Hougaard og Birgit Juhl på firhændigt klaver.
Ungdoms- og børnekoret er sammensat af korsangere fra hele Djursland, blandt andet Gjerrild Kirkekor, Grenaa Pigekor, Molsskolens Kor, Nimtofte/Tøstrup Kirkekor, Thorsager Skoles Kor, Toftevangskolens Kor og Ålsø Kirkes Børne- og Ungdomskor. Voksenkoret består af sangere fra Djurs Kammerkor, Ebeltoft Koret, Grenaa Koret, Molskoret og Vivildkoret. Kortræf og koncert gennemføres med økonomisk støtte fra såvel de otte kommuner på Djursland som Århus Amt.
Kortræf 2005 og den efterfølgende koncert vil give korsangere og publikum mulighed for at opleve det sus, det giver, når mange sangere er samlet om en opgave – under ledelse af en dygtig og inspirerende dirigent. Koncerten vil desuden give tilhørerne lejlighed til at stifte bekendtskab med et bredt udsnit af de djurslandske kor. Arrangørerne håber selvfølgelig, at oplevelsen kan inspirere nogle til selv at melde sig ind i et kor og dermed bidrage til korlivets udvikling!
Entreen er 60 kr., og billetter købes ved indgangen.
Indsendt til Djurslands Netavis d. 18. april med venlig hilsen fra
Katrine West,
Kulturformidler. Telefon: 87 52 18 02, mobil: 25 72 07 88, e-mail: katrine@destinationdjursland.dk
Kilde: med venlig hilsen fra Katrine West, Kulturformidler.
rex