Én af vore ”gamle” rutinerede brugere af Netavisen er pavestolt af sine dygtige idrætselever i disse dage. Igen er det volleyball-spillerne fra Djurslands Efterskole i Fjellerup, som har gjort sig flot bemærket, og herom fortæller Leif Kruse følgende:
Djurslands Efterskole blev danmarksmestre i efterskolevolleyball for drengene. Skolens piger tog sølv.
Det var 3. år i træk, at Djurslands drenge var i DM-finalen, og holdet tog revanche for sidste års nederlag med en sikker finalesejr på 25-17 og 25-14 over Nr. Nissum Efterskole. Drengene fra Djursland tabte undervejs kun et enkelt sæt og blev suveræne danmarksmestre. Holdet havde en større bredde end de øvrige hold, og især blokeringer og forsvarsspillet var klart bedre end de øvrige hold.
Pigerne kvalificerede sig også til DM-finalen - endda uden at tabe sæt undervejs. Dog blev Ikast Idrætsefterskole for stor en mundfuld for Djurslandspigerne. Flere af Ikastspillerne er med omkring ungdomslandsholdet og spiller for 1. divisionshold på seniorplan. Det var derfor heller ikke overraskende, at pigerne fra Djursland tabte i to sæt i finalen.
Stævnet blev afviklet på Bernstorffsminde Efterskole på Sydfyn. De 250 efterskoler i Danmark har alle haft mulighed for at spille sig til DM-stævnet. Der deltog 10 hold fra hele landet, der gennem lokale stævner havde kvalificeret sig til finalestævnet. Med disse medaljer fortsætte Djurslands Efterskole jagten på volleytitler, hvor det tidligere i år er blevet til Østjyske Mesterskaber i efterskolevolley, danmarksmesterskaber i skolevolleyball samt guld og sølv ved DHG-kop i Odense.
Kilde: Indsendt til Djurslands Netavis d. 18. april
rex