Socialdemokraterne i den nye storkommune har haft den første fælles generalforsamling
Socialdemokraterne i den nye Norddjurs Kommune holdt lørdag, den 9. april 2005 den første fælles generalforsamling.
På dagsordenen var opstillingsregler til kommunalvalget november 2005 og valg af borgmesterkandidat. Ved tidsfristens udløb var der 5 kandidater, som ønsker at være socialdemokraternes bud på en borgmester i Norddjurs Kommune.
Da ingen af de nuværende socialdemokratiske borgmestre i de 3 1/2 kommuner - Gert Schou, Grenaa, og Kirsten Wyrtz, Sønderhald ønsker at genopstille, er valget af borgmesterkandidat helt åbent. Generalforsamlingen besluttede i bedste socialdemokratiske ånd, at alle medlemmer skal have indflydelse på valget, og navnene er derfor sendt til urafstemning blandt de ca. 500 socialdemokratiske medlemmer i den nye kommune.
Inden afstemningsfristens udløb den 25. april har medlemmerne haft lejlighed til at mødes med kandidaterne ved 2 møder: Den 13. april i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa og den 18. april i Auninghallens selskabslokaler. De 5 kandidater, der bejler til posten som socialdemokraternes borgmesterkandidat, er følgende: Tom Bytoft, Auning, Valdemar Haumand, Grenaa, Niels Erik Iversen, Grenaa, Leif Lahn Jensen, Grenaa, Malte Larsen, Nørre Djurs.
Stemmerne optælles den 26. april. Hvis én af kandidaterne opnår mindst 50% af stemmerne, er det socialdemokraternes bud på den nye borgmester i Norddjurs Kommune. Ellers bliver der en ny urafstemning.
I forlængelse af generalforsamlingen afholdtes et visions-seminar, hvor socialdemokratiske tanker og visioner for den nye Norddjurs Kommune blev luftet.
Kilde: Grenå Bladet
rex