Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Fritidshuse med hjemmebiograf og udespa på vej i Ebeltoft

Hjemmebiograf, udekøkken og designermøbler er i stigende grad elementer i nye fritidshuse, som ifølge fremtidsforsker især er målrettet velstillede ældre. Det nyeste eksempel findes i Ebeltoft, hvor 30 fritidshuse tegnet af Århus-arkitekterne A.A.R.T. blev sat til salg langfredag i påsken.


Husene henvender sig især til århusianske købere.
Det er slut med græs på taget, vakkelvorne køkkener og aflagte, brune lædermøbler. I stedet bliver fremtidens fritidshuse præget af luksus og eksklusivt design.
Sådan lyder meldingen fra det unge arkitektfirma A.A.R.T. fra Århus og den delvist Århus-baserede træhusproducent Skovbo Fritidshuse. De er sammen er på vej med det nyeste eksempel: 30 arkitekttegnede fritidshuse i Fuglslev ved Ebeltoft med plads til både udendørs spa, udekøkken og hjemmebiograf med surround-lyd.
Husene blev sat til salg fra langfredag i påskeferien og opføres løbende i 2005.
– Markedet for fritidshuse har ændret sig markant inden for de seneste 20 år. Nu om dage vil folk i højere grad end tidligere have fritidshuse med plads til luksus og personligt særpræg. Derfor har vi med de nye fritidshuse ved Ebeltoft forsøgt at gentænke fritidshuset som bolig, så det matcher brugernes behov anno 2005, forklarer arkitekt og medejer Anders Strange fra A.A.R.T.
Husene vil blandt andet være kendetegnet af en stor fleksibilitet, hvor rumopdelingen kan ændres over tid.
– Samtidig er der kælet for detaljerne, hvor eksempelvis fordelingen af rummene sikrer et optimalt lysindfald fra morgen til aften – hele året rundt. Der er også mulighed for at installere eksempelvis udendørs køkken og udespa, som hidtil ikke ville have været ville have været på tale i et traditionelt fritidshus, siger Anders Strange fra A.A.R.T.
Hos Skovbo Fritidshuse er forventningerne til salget af de østjyske fritidshuse da også store.
– Fuglslev er et af Djurslands smukkeste områder, og området ligger i perfekt køreafstand fra Århus. Derfor forudser vi, at især ældre ægtepar og børnefamilier fra Århus-området vil være interesserede i at investere i fritidshusene. Og vi vil ikke lægge skjul på, at vores forventninger er store - for der er virkelig tale om et syvmileskridt i forhold til de traditionelle fritidshuse, fortæller direktør Bent Christensen fra Skovbo Fritidshuse.
Fremtidsforsker Niels Bøttger-Rasmussen fra Institut for Fremtidsforskning har i mange år beskæftiget sig med danskernes boligvaner. Han forklarer de mange nye luksusfritidshuse således:
– Fritidshuset kommer i stigende grad til at fungere som bolig nummer to for både børnefamilier og de unge ældre, blandt andet fordi de mange broer og motorveje i dag gør det let at komme frem og tilbage. Derfor er det naturligt, at man lægger mere vægt på at have de samme kvaliteter i fritidshuset, som man har i sin helårsbolig - for eksempel eksklusive møbler og muligheder for adspredelse. Samtidig har især de ældre i dag flere penge mellem hænderne end nogensinde før i kraft af gode pensionsordninger og en høj friværdi i boligen. Derfor har de i dag de økonomiske muligheder til at investere i eksklusive fritidshuse, som de ikke ville have haft råd til at købe for bare nogle få år siden, slutter han.
Et arkitektfirma fra Århus har tegnet nogle helt unikke fritidshuse, som skal ligge på en grund i Fuglslev ved Ebeltoft. Her ses et interiørfoto.
Salget af de nye, eksklusive fritidshuse ved Ebeltoft startede langfredag i påsken.

Kilde: Grenå Bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam