Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

GIF Håndbolds 3. divisions-damer formåede at holde fast i 5. pladsen

På trods af et nederlag til Hornbæk i sæsonens sidste kamp, der blev spillet i Grenaa Idrætscenter søndag eftermiddag den 10. april, lykkedes det ikke desto mindre for GIF Håndbolds 3. divisions-damer at holde fast i 5. pladsen i rækken.
En flot præstation af et hold, der nærmest blev »tvangsoprykket« fra Jyllandsserien til 3. division i den forrige sæson.


Målet med at blive i rækken nåede man allerede i starten af 2005, hvor holdet hentede en 5-6 sejre i træk.
Kampen mod Hornbæk blev tabt med mindst mulige margin 22-23 efter GIF-føring ved pausen på 12-8. Hornbæk skulle have vundet med fire overskydende mål hvis 5. pladsen skulle fravristes GIF-damerne - og på intet tidspunkt i kampen sad man og var urolig for, at dette skulle ske. GIF’erne førte nemlig stort set hele kampen, men gik kolde til sidst. Det var således først indenfor kampens sidste fem minutter, at det lykkedes for Hornbæk at vende et truende nederlag til sejr. Men altså slet ikke nok til at snuppe 5. pladsen fra GIF’erne.
– Pigerne ville virkelig gerne have sluttet sæsonen af med en sejr foran endnu et fantastisk hjemmepublikum bestående af cirka 150 tilskuere, siger holdets træner Erik Flak Jørgensen, og fortsætter:
– Men flere faktorer gjorde, at det desværre ikke lykkedes. Men hovedmålet var jo også at holde fast i 5. pladsen, og det lykkedes jo uden problemer. Vi var lidt handicappet af ikke at have spillet kamp i tre uger plus det, at vi ikke rigtig har kunnet træne igennem i perioden på grund af skader og sygdom med videre. 10 minutter før tid var vi ellers foran med 21-18 og havde egentlig styr på det. Så kom de op på lige og i de sidste fire-fem minutter scorer vi slet ikke, mens de lavede kampens sidste tre mål. Der var simpelthen udsolgt. Dommeren var også lidt hård ved os. Vi fik 6 udvisning mod 2 til dem, og der blev dømt 8 straffekast mod os. Men ikke et ondt ord om dommeren. Han var nemlig alene på banen. Hans makker dukkede simpelthen ikke op, så han var på noget af en opgave, idet kampen stod mellem to af rækkens hurtigst spillende hold, siger Erik Flak Jørgensen, der havde taget et par af klubbens talentfulde Dame Ynglinge-spillere med. Nicole Sørensen gjorde det igen fremragende og lavede 4 mål, og så var der en flot debut til Maj Rytter, der nettede 3 gange. De øvrige GIF-topscorere var Karina Skaarup med 4 og Hanne Vinther med 3 mål.
Indenfor den næste uge til 14 dage kalder GIF-træneren spillerne sammen til en gang sæson-evaluering - plus planlægning af sommertræningen forud for den næste sæson. Forventningerne til 2005-2006-truppen er store.
– Der er ingen af spillerne, der har meldt ud, at de ikke er med i næste sæson, så det ser bestemt lovende ud. Lily Beck har dog sagt fra overfor sommertræningen fordi hun træner til at skulle løbe Berlin Marathon, men det er helt ok. Sådan noget skal der også være plads til, slutter Erik Flak Jørgensen.

Kilde: Grenå Bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam