Synoptik i Grenaa går i spidsen for indsamling af gamle, brugte briller til Kunstindustrimuseet i København. Samtidig giver Synoptik rabat efter alder. Jo ældre kunden er, desto større rabat.
Gamle, brugte briller har historisk værdi. De fortæller om design og kultur. Derfor opfordrer Synoptik i Grenaa alle byens borgere til at gå i gemmerne og finde de gamle briller frem. De mest interessante briller bliver præmieret. Men også kunderne præmieres efter alder. I de kommende 3 måneder giver Synoptik kunderne rabat efter alder. Jo ældre kunden er, desto større bliver rabatten. En kunde på 75 år vil således få 75% rabat. Rabatten omfatter næsten alle brillestel i Synoptik.
De gamle briller skal afleveres hos Synoptik-butikken i Grenaa. Her bliver de vurderet, før de sendes videre til Kunstindustrimuseet, som gerne vil bevare briller med særlige design- og brugskvaliteter.
Butikschef Heinz Andersen:
– Alle briller vil blive brugt. Hvis de ikke har interesse for Kunstindustrimuseet, vil de blive givet videre til en nødhjælpsorganisation. Så kan brillerne gøre gavn i områder, hvor befolkningen akut ikke har mulighed for at skaffe sig briller, siger han.
Heinz Andersen tilføjer, at det ikke kun handler om meget gamle briller. Selv relativt nye briller kan være interessante, fordi de kan have et specielt design.
Præmien for de mest interessante briller er et par solbriller med eller uden styrke kvit og frit. Alle, der afleverer brugte briller, deltager herudover i en lodtrækning om et par nye briller.
Museumsdirektør Bodil Busk Laursen fra Kunstindustrimuseet:
– Vi glæder os til samarbejdet om at bevare interessante briller for eftertiden. Ved studiet af briller gennem historien kan nutidens designere få inspiration til at skabe endnu bedre produkter, siger hun.
– Synoptik indsamler i samarbejde med Kunstindustrimuseet brugte brillestel til museets samling.
– Foto: Pernille Klemp
Kilde: Grenå Bladet
rex