Ny sæson i Bjørneparken ved Kolind.
Den prisbelønnede Skandinavisk Dyrepark ved Kolind på Djursland er klar til en ny sæson. Bamserne er udhvilet efter vinterhiet, og så er der i vinter flyttet egern ind i Dyreparken.
I Skandinavisk Dyrepark ved Kolind på Djursland kan man opleve brune bjørne.
Hele 10 af slagsen! De brune bjørne er en publikumsmagnet. Men oplevelsen af dem er også helt speciel. Man kan opleve dem i helt frie omgivelser i den 25.000 kvadratmeter store bjørnepark. De slås, leger, bader i søen, klatrer i træerne og meget andet, - bjørnene er meget aktive og har som regel altid gang i et eller andet:
– Vores gæster elsker bjørnene og bliver ofte stående hos bjørnene i halve timer for at opleve dem og for at få det hele med, fortæller souschef Tina Vigh-Larsen. Mængden af plads til bjørnene i Bjørneparken - og i det hele taget mængden af plads til alle dyrene i Dyreparken - er overvældende. Derfor mener Tina Vigh-Larsen, at gæsterne bliver positivt overraskede over dyrenes ve og vel.
– Gæsterne - både voksne og børn - nyder oplevelsen af bjørnene som nyder livet i den enorme Bjørnepark. Vores gæster er simpelthen glade og i godt humør, når de går hjem. Det er da dejligt, siger Tina Vigh-Larsen.
Egern og ildere
Skandinavisk Dyrepark har et par nyheder på programmet for den kommende 2005-sæson. Tina Vigh-Larsen fortæller:
– Tre egern er flyttet ind i Dyreparken. Vi kender allesammen det lille, frække røde dyr, men det er meget svært at opleve dem i naturen, for de er simpelthen lyn-hurtige. Så nu kan man komme og opleve dem for fuld fart i deres store voliere.
Tina Vigh-Larsen fortæller om Dyreparkens anden nyhed:
– Vi har lavet en flot ny ilder-voliere, hvor man nu kan opleve de små frække og nysgerrige ildere helt tæt på. Ilderne er et af vores populære dyr, som gæsterne holder meget af, så vi glæder os til at vise den nye voliere frem, slutter Tina Vigh-Larsen.
Kilde: grenå bladet
rex