I anledning af Grenaa IF’s 100 års jubilæum i år arrangerede Grenaa Svømmeklub søndag den 17. april et stort jubilæums-svømmestævne i svømmehallen ved Grenaa Søndre Skole.
Programmet startede med en velkomst ved GIF’s hovedformand, Jørgen Steffensen, hvorefter Danmarksmestrene i udspring fra AGF viste seriøse udspring fra både 3- og 1-meter vippen. Derefter var der showholdkap-svømning med byrådsmedlemmer, nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer og gamle svømmere med flere. Fire byrådsmedlemmer stillede op i den anledning: Venstre-folkene Svend Brandstrup Hansen og Kai Hansen og socialdemokraterne Helle Thomsen og Valdemar Haumand. Desuden var Grenaa Kommune repræsenteret ved fritidskonsulenten Preben Brandstrup.
Komiske udspring ved DM-vinderne fra AGF var også en del af programmet ved jubilæums-svømmestævnet, ligesom den årlige sponsorsvømning i Grenaa Svømmeklub blev afviklet ved samme lejlighed. Stævnet påkaldte sig i øvrigt opmærksomhed fra TV2/Østjylland, der stillede op med et TV-hold på dagen. Efterfølgende kunne man om aftenen i forbindelse med TV-kanalens nyheds-program kl. 19.30 forvisse sig om, at de komiske udspring fra AGF’erne vitterligt også var komiske!!
Formålet med arrangementet var at sætte fokus på Grenaa Svømmeklub og Grenaa IF’s 100 års jubilæum på én og samme tid. Og rigtig mange grenaaensere og andre godtfolk benyttede sig da også af lejligheden til at kigge forbi til hvad der udviklede sig til en både god, sjov og hyggelig eftermiddag i Grenaa Svømmehal, som står foran enten at skulle renoveres/ moderniseres eller flyttes til Grenaa Idrætscenter.
Kilde: grenå bladet
rex