Tre forskellige instanser, der hver især arbejder med det at skaffe arbejde til ledige seniorer, har afholdt et fællesmøde hos den ene af parterne. Det foregik i Projekthuset (Grenaa Tekniske Skole) på adressen Århusvej 22 B i Grenaa.
De to øvrige var Jobcenter Djursland og Senior Erhverv Grenaa. Poul Nowack fra Projekthuset og Niels Kyed fra Senior Erhverv Grenaa bød velkommen. Dagens program inkluderede et indlæg ved Grenaa Kommunes ordførende direktør, Keld Overgaard Jensen, der fortalte om den forestående sammenlægning af 3 1/2 kommune på det nordøstlige Djursland - til Norddjurs Kommune.
Keld Overgaard gav en grundig gennemgang af tids- og handleplaner for både den politiske styregruppe og den administrative styregruppe. Der var stor spørgelyst blandt de cirka 30 fremmødte. Blandt andet omkring etablering af et jobcenter i den nye Norddjurs Kommune. Ifølge regeringen vil man kunne vælge mellem et A-, B- eller et C-jobcenter. Den nye kommune går efter at få et C-jobcenter, hvilket vil sige et jobcenter, som varetager alle opgaver for kommunens borgere uafhængigt af hvilken ydelse den ledige modtager: Det vil sige kommunale målgrupper såvel som forsikrede ledige. I et C-jobcenter er der kun én myndighed, nemlig kommunen, der varetager hele beskæftigelsesindsatsen for alle målgrupper - herunder de forsikrede ledige. Altså kun én myndighed på området og altså kun én dør at gå ind af.
Keld Overgaard kunne også fortælle forsamlingen, at kommunalbestyrelsen i den ny storkommune kommer til at bestå af 27 medlemmer, og at de starter deres arbejde pr. den 1. januar 2007. Endvidere at Norddjurs Kommune bliver en fremadrettet kommune med en god service og en sund økonomi. På hjemmesiden www.norddjurs.dk kan man løbende følge med i hele processen med en stor mænge af informationer, tidsplan med videre, fortalte Keld Overgaard.
Til slut takkede Niels Kyed for orienteringen på alle de fremmødtes vegne.
Tre instanser, der alle arbejder med det at skaffe arbejde til ledige seniorer, satte hinanden stævne for nylig. Her ses en repræsentant fra hver af de tre parter: Fra venstre Poul Nowack fra Projekthuset, Inga Børgesen fra Jobcenter Djursland og Niels Kyed fra Senior Erhverv Grenaa.
Kilde: grenå bladet
rex