En dame fra Ebeltoft foreslår i det følgende, at kommunen køber hele halvøen, så der bl.a. kan blive plads til en legeplads:
Hvorfor er det så svært for politikerne at se mulighederne i at eje og råde over en kommunal halvø, når det åbenbart er meget let for private investorer, der allerede ejer nabogrunden?
Jeg vil foreslå, at den kommunale halvø forbliver kommunal, og jeg tror på, at man for relativt få midler vil kunne etablere et område til glæde og gavn ikke alene for byens borgere (inklusive dem, der skal bo på slagterigrunden), men også for de mange turister.
Efter en rejse i New Zealand og Australien er jeg og min familie blevet meget begejstrede for deres picnic-områder.
Jeg vil fremhæve dét i Townsville mellem Brisbane og Cairn.
Her blev vi i 14 dage ikke mindst på grund af det pragtfulde park- og picnic-område, der var etableret langs hele byens strand.
Et par restauranter og et offentligt svømmestadion var de eneste kommercielle interesser på en flere kilometer lang strandpromenade.
Resten var legepladser, vandlegeplads á la den nye ude i Djurs Sommerland og picnic-borde med gratis gasgrill. Her var et mylder af mennesker.
Her mødtes turister med lokale, og her mødtes familier til ”barbecue” og holdt for eksempel børnefødselsdag.
På grund af giftige små gopler i vandet var det ikke muligt at bade i havet, men det holdt bestemt ikke folk væk fra stranden og den skønne udsigt.
Jeg har tidligere været sejlerturist i Ebeltoft og nydt det, men da vi fik børn, gik turen ikke længere til Ebeltoft lystbådehavn – den gik til Øer, for dér er der en legeplads.
Nu bor vi i et helårshus midt i et sommerhusområde, og børnefamilierne, der har lejet hus i dyre domme, kommer hen til os og spørger, hvor der er en legeplads.
Vi tilbyder dem at bruge vores egen hjemmebyggede naturlegeplads – eller henviser til Øer.
Det er næsten pinligt, når jeg tænker på, at den mindste lille flække i New Zealand kunne fremvise en legeplads, som end ingen af vores skoler eller børnehaver kan præstere.
Kære politikere, lad os nu få dén legeplads og et udflugtsmål, som vi alle kan glædes over.
Sejlerne bliver en dag længere, og familieturisterne kommer igen næste år.
Jeg tror endda det kunne lade sig gøre at skaffe sponsorer til anlægsudgifterne hos lokale forretningsfolk, og driften kunne udliciteres til Fregatten Jylland eller havnefogeden.
Jeg melder mig frivilligt til en arbejdsgruppe for sagen. Lad jer ikke presse af private kommercielle interesser på nabogrunden og en gulerod om flere arbejdspladser, som meget vel kan gå fløjten, før I aner.
Det er ikke kommunens ansvar eller problem, at Marina Park har købt en grund, der var for lille til deres formål.
Bevar halvøen på kommunale hænder! Please!
P.S.: Vi har et fantastisk fysioterapeutcenter og lægehus i byen allerede!
Kilde: Skrevet af Lone Bolther Rubin fra Ebeltoft i Djurslands Posten d. 3. maj
rex