Dokumentarprogrammet »Sindssygt farlig« om psykotiske Niels Erik Jensen, der sidste år kaprede et tog, har vundet hovedprisen i Circom Regional.
Programmet er produceret af TV2/Østjylland og er herunder tilrettelagt af Irene Thyrri, fotograferet af Kay Brase, klippet af Ole Grønbæk og redaktør er Lars Høj. Circom er en europæisk sammenslutning af regionale TV-stationer. Hvert år uddeler Circom priser til de bedste programmer produceret på regionale europæiske TV-stationer.
Programmet vinder Circoms hovedpris på 7500 Euro for det bedste dokumentar-program. Dommerne kalder programmet for et af bedste, de nogensinde har set.
»Ekstraordinært! Det er et fantastisk og spændende program, hvor hver lille detalje er gennemtænkt«, skriver juryen.
Programmet »Sindssygt farlig« skildrer, hvordan det psykiatriske system ikke kan stille noget op overfor patienter, der ikke vil i behandling og bliver mere og mere sindssyge og farlige. Lægerne kan blot gå og vente på, at det går helt galt, som da Niels Erik Jensen kaprede et tog. Efter programmet satte Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gang i en undersøgelse af problemerne.
Programmet er helt ekstraordinært, fordi Niels Erik Jensen har lavet optagelser af sig selv, mens han var allermest psykotisk. Optagelserne giver et helt unikt indblik i den psykotiske verden. »Sindssygt farlig« blev sendt i udsendelsesrækken TV2 dok. den 29. november 2004. Prisen bliver overrakt på Circom festivalen i Liverpool den 26. maj.
Kilde: Grenå Bladet
rex