Fyraftens-andagt i Grenaa Kirke d. 11. maj
Onsdag den 11. maj kl. 17.00 står Hanne Hedegaard Sørensen for fyraftensandagten i Grenaa Kirke.
Hanne Hedegaard er et af de »gamle« medlemmer af menighedsrådet. Hun sidder der i sin anden periode, og hun har gjort et stort arbejde - blandt andet som den, der varetager kontakten til medarbejderne.
Hanne Hedegaard kom til Grenaa i 1966, og igennem alle årene siden har hun arbejdet som sygeplejerske på Grenaa Sygehus - indtil hun for et par år siden gik på pension. I mere end 25 år var hun på intensivafdelingen, hvorefter hun var med til at starte hjerteafdelingen, hvor hun virkede resten af sin arbejdstid. Mange mennesker har igennem disse år nydt godt af hendes store omsorg i sit arbejde, og hun siger selv, at årene som sygeplejerske har givet hende meget, og de har været både fagligt og menneskeligt udfordrende.
Sin interesse for kirke og kristendom har Hanne Hedegaard med sig fra sit hjem på heden ved Grindsted, hvor hendes forældre havde en gård. Hjemmet var præget af en grundtvigsk tankegang, og hendes forældre gav deres børn et sæt værdier med hjemmefra, som ikke handlede om materielle goder, men om, hvad der er væsentligt i livet. Hjemmet var stærkt præget af faderens ophold i en tysk koncentrationslejr under krigen, hvor hans tro gav ham styrken til at overleve. Hanne Hedegaard har selv 3 voksne børn og 6 børnebørn.
Fyraftensandagten vil tage udgangspunkt i lignelsen om den fortabte søn, og man skal synge både gamle og ny salmer. Der begyndes med »Op al den ting som Gud har gjort«, og der sluttes af med en af de nye aftenssange »Nu går solen sin vej«. Der skal også synges en dejlig fædrelandssang, »I Danmark er jeg født«.
Menighedsrådsmedlemmet Hanne Hedegaard Sørensen står for fyraftensandagten i Grenaa Kirke onsdag den 11. maj.
Kilde: Grenå Bladet
rex