At instruktøren Ridley Scott mestrer at placere stort anlagte episke fortællinger på det hvide lærred, og samtidig sætte sit eget helt personlige stempel på dem, har han demonstreret med film som Gladiator, Blade Runner og Black Hawk Down.
I »Kingdom of Heaven«, der kan opleves i Grenaa Kino i denne uge, vender han sig nu mod Korstogene - det skelsættende 200 år gamle sammenstød mellem Europa og Østen - og fortæller os historien om en ung franskmand, som finder sit kald som korsfarer og derpå gennemlever, hvad denne glorværdige titel i virkeligheden indebærer.
Orlando Bloom har hovedrollen som Balian, en smed, der har mistet sin familie og næsten også sin tro. De religionskrige, der raser i det Hellige Land, forekommer ham at være langt væk; alligevel drages han ind i det gigantiske drama. Fanget i det middelalderlige Jerusalems pomp og pragt og intriger forelsker han sig, vokser til at blive leder og ender med at sætte alt sit mod og alle sine færdigheder ind i forsvaret af den hellige stad imod en knusende overmagt.
Ridley Scott, den moderne episke fortællings mester, har med andre ord lavet en film, som skildrer den medrivende saga om korstogene set gennem én mand, der er fanget i sin episke kamp for et ideal. Med historiske begivenheder som baggrund for et intimt menneskeligt drama, sætter Scott, som instruerede den Oscar-belønnede Gladiator, kød og blod på korsfarerens ældgamle mystik og skildrer i spillevende detaljer den titaniske kamp om Det Hellige Land mellem muslimer og kristne, der fandt sted for tusinde år siden, og som kaster ekkoer ind i vor tid.
Et nyt historisk film-epos fra mesterinstruktøren Ridley Scott - »Kingdom of Heaven« - kan opleves i denne uge Grenaa Kino. Filmen handler om korsriddernes heroiske forsvar af kristendommen og Den Hellige Stad Jerusalem mod de muslimske horder.
Kilde: Grenå Bladet
rex