Hotel Kysten på Kystvej ved Grenaa Strand har bestilt en større modernisering af hotellets lukkede gårdhave.
Opgaven er tilfaldet den lokale anlægsgartner Jakob Lahn, men hvad gør man når man skal have nogle halvstore anlægsgartner-maskiner ind i den ellers helt tillukkede have for at klare opgaven? Man ringer naturligvis til lokal vognmand, som så sender en lastbil med en kran, der kan klare jobbet. Når renoveringen og moderniseringen er fuldbragt vil Hotel Kysten kunne præsentere sine gæster for en rigtig flot gårdhave med mange flotte planter og flere små oaser. Gårdhaven forventes at blive så stort et aktiv for hotellet, at man påtænker at holde deciderede sommer-parties i den med helstegt pattegris med mere på menukortet.
|
Arbejdet på Hotel Kysten består i en udskiftning af de eksisterende buske og bunddækkeplanter. Igennem de sidste mange år har snebær og vedbend domineret plantevæksten, og havde indtil uge 17 frit spil i hotellets ca. 3.000 m2 store gårdhave. Sammen med birk og skovfyr dannede de rammen omkring svømmingpoolen og store plantekasser til hotellets gæster.
Første etape af arbejdet startede som allerede nævnt med at hejse en minigraver ind over hotellets tag med Niels Svenssons store 120 t/meter kran, hvorefter det hårde arbejde kunne begynde med opgravning og grovsortering af planteaffald.
– Alle planter/rødder og så videre transporteres på trillebør igennem hotellets gange, som i forvejen er nænsomt dækket af med gulvpap. Til sidst rives jorden igennem flere gange for at fjerne de sidste rødder, og for at finplanere jorden. Klar til nye planter, fortæller Jakob Lahn.
I samarbejde med hotellets gartner/blomsterdekoratør, Irene Kristensen, har Lahn Anlægsgartner udarbejdet en komplet plan for hele gårdhaven, og der er lagt vægt på farver og oplevelser gennem hele året. Både for sommergæsterne ved poolen, og i de kolde tider set indefra.
Planterne blomstrer skiftevis gennem hele sæsonen, og i vinterhalvåret er der de flotte rhododendron tæt på bygningerne, så man kan nyde de grønne farver.
Der etableres også et vandarrangement, hvor man med specielle vand-lysspots fremhæver vandet om aftenen og i nattetimerne.
De gamle plantekasser vil fremover kunne byde på sommerblomster med alverdens flotte og strålende farver, og man vil generelt fremhæve hotellets gård til f. eks. en lille aftentur, grillaftener eller blot hygge i frodige omgivelser.
Arbejdet med en større omlægning af Hotel Kystens gårdhave startede med, at man måtte hejse en minigraver fra Lahn Anlægsgartner ind over hotellets tag.
Kilde: Grenå Bladet
rex