Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Savage Rose i Kulturhuset Pavillonen!

Fredag den 27. maj kl. 20.00 giver Savage Rose koncert i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Det er anden gang på blot to år det legendariske danske rockorkester gæster byens kulturhus.
– Når det overhovedet er lykkedes - som den eneste by i Danmark - at få gruppen på sit andet besøg inden for to år, hænger det sammen med den kontakt, der i august 2003 blev skabt mellem på den ene side Thomas Koppel og Annisette, og på den anden side Kulturhuset Pavillonen. En kontakt, der er blevet holdt ved lige siden, fortæller kulturhusleder Hardy Andersen.
Lige som i 2003 rykker musikerne ind i kulturhuset en ugen før koncerten, og bruger opholdet her til at indøve nye numre og til at sammenspille den nye konstellation.



Musikerne var så glade for den service, vi i 2003 ydede fra husets side samt ikke mindst for den gode mad, de fik i huset - sammenholdt med et ophold på et godt lokalt hotel og en masse lokal gæstfrihed i øvrigt, siger Hardy Andersen
Billetsalget foregår både i kulturhuset og i Djurslands Banks afdelinger samt via kulturhusets hjemmeside www.pavillonen.dk.

Internationalt ry
Popnavne opstår, glimter og forgår - The Savage Rose er fortsat det eneste internationale danske band, som består. En international sværvægter, elsket overalt for sin musik såvelsom sit mod og frygtløse kamp mod krig og undertrykkelse.
Besøg af Savage Rose på de danske scener er ikke hverdagskost. Det er flere år siden, Savage Rose på ganske få koncerter nåede at give 150.000 henrykte danskere en oplevelse for livet. Nu vender The Savage Rose tilbage for at møde sit hjemmepublikum på nogle få koncerter i Skandinavien i maj, juni og juli 2005. Folk kommer rejsende langvejs fra, når Savage Rose endelig er på scenen; der er set fans, som har rejst fra London, Moskva, Berlin og andre fjerne steder.
Der er ting i denne verden, der funkler så stærkt, at man næsten er nødt til at vende blikket bort. En af dem er den stemme, som tilhører Annisette... »Savage Rose er fortsat et unikt himmellegeme på det danske rockfirmament - med en stemme i front, hvis lige næppe findes andetsteds på denne klode«, skrev musikmagasinet Gaffa, og fangede dermed en del af stemningen blandt publikum.
Annisette og Thomas selv er blevet nogle af landets mest efterspurgte internationale kunstnere. Siden koncerterne i Danmark 2002-03 - heriblandt dobbeltkoncerten i Grenaa og festivalerne i Roskilde og Skanderborg - har parret (med og uden deres danske band) spillet over det meste af kloden. I USA blandt andet ved den store Janis Joplin Festival i New Yorks Central Park. I Filippinerne, blandt andet med spontane koncerter midt på gaden I Manilas værste slum, hvor hundredevis af gadebørn og familier flokkedes om de danske kunstnere og sang med på deres sange - på filippinsk. I Grønland, Norge, Puerto Rico og mange andre steder.
Herhjemme har Savage Rose på trods af afstanden også været nærmest permanent aktuelle. Savage Roses »Wild Child« kom på alles læber som hovedsangen i den danske film »Familien Gregersen«. Savage Rose leverede også en gospel/soul-ballade til Hella Joofs film »Oh Happy Day«. Annisettes uforglemmelige udgave af »Solen Er Så Rød Mor«, fra Søren Ryge Pedersens legendariske interview med sangerinden, hvor op mod en million danskere fik gåsehud helt ind i sjælen, er nu i mange danske hjem på albummet »I Skovens Dybe Stille Ro. Og Savage Roses 2004-CD »Are You Ready« - det første live album fra bandet nogensinde - høres fra titusinder af hjem I Danmark såvelsom mange andre lande.

Mere råt og enkelt
Hvilke oplevelser kan publikum vente sig på dette års koncerter?
– Vores musik vil være mere direkte, rå, og akustisk. Vi spiller jo ikke kun på de store scener, men også på gader som i Manilas slum, på vilde demonstrationer i amerikanske storbyer, eller helt spontant på kystbåden ud for den grønlandske kyst, hvor de rejsende inuitter endda fik sig en lille svingom! Den spontanitet, den råhed og »blues« følger med på scenen uanset hvor vi er. For os er musikken et spørgsmål om levende mennesker. Vi elsker simpelthen vores publikum, og »vores egne« - hjemme i Danmark - er selvfølgelig noget særligt. Og vi svømmer nærmest over af historier, smukke, tragiske, sjove, hjerteknusende. Musikken er den kunstart, der kan rumme alt det på den enkleste måde. Bandet er blevet lidt mindre, og det giver bedre plads for både Annisette og de enkelte musikere til at udfolde sig, og mere frihed til at følge spontane bevægelser i samværet med publikum. Vi glæder os! slutter Thomas Koppel.
Med Annisette og Thomas kommer: Moussa Diallo (bas), Klaus Menzer (trommer), Hannibal Gustafsson (guitar), Aisha og Naja (kor - sidstnævnte er Annisettes og Thomas’ yngste datter og ved at indspille sin første selvstændige CD).
Efter turneen venter store projekter på de to kunstnere fra storbyens jungle - bl. a. pladeindspilning i den virkelige jungle!
Savage Rose giver ikke ret mange koncerter her i 2005, men én af dem har Hardy Andersen formået at trække til Grenaa. Savage Rose giver således koncert i Kulturhuset Pavillonen fredag den 27. maj.

Kilde: grenå bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam