Socialistisk Folkeparti (SF) i Danmark og Vänsterpartiet (V) i Sverige har indledt et venstre-grønt samarbejde for at sikre det kriseramte fiskeri i Kattegat.
– Det er afgørende at det tages initiativer i begge lande nu, ellers forsvinder kystfiskeri-sektoren helt, ssagde Kjell-Erik Karlsson og Kristen Touborg-Jensen på et fællesmøde under Nordisk Råds kystfiskeri-konference på Kattegatcentret i Grenaa mandag og tirsdag i sidste uge.
Vi efterlyser initiativer hos den danske og svenske regering for at sikre kystfiskeriet på dette grundlag. Vi har aftalt, at vi vil køre parløb og løbende informere hinanden om danske og svenske intiativer - eller mangel på initiativer - i vores arbejde for kystfisker-aftaler for Kattegat, udtaler de.
Det venstre-grønne partisamarbejde er aftalt mellem partiernes fiskeriordførere, Kjell-Erik Karlsson, Varberg og Kristen Touborg, Lemvig. De er medlemmer af henholdsvis miljø- og landbrugsudvalget og af fødevareudvalget i deres respektive nationale parlament. Samarbejdet bygger på disse grundelementer for et bæredygtigt Kattegat-fiskeri:
– Tilpasse fiskeriet til fiskeressourcerne.
– Anvende selektive redskaber, som undgår bifangster, udvikle selektive redskaber ved omlægningsstøtte og udvikle kølefaciliteter på bådene.
– Etablering af positiv-liste over fiskerbåde og redskaber. Disse tildeles ret til fiskeri ud fra bæredygtighedskriterier.
– Nej til køb/salg af kvoter.
– Udgangspunkt i de videnskabelige råd fra ICES.
– Midler til fælles forskning om fiskeressourcerne.
– Flere forsøgsbåde i Kattegat.
– Forbud mod discard/udsmidning af fisk i Kattegat
– Værn om kystfiskeriets udvikling. Fredning af opvækstområder for at sikre fiskenes reproduktion.
– Generationsskifte-støtte efter bæredygtige principper til nye fiskere og deres både.
Kristen Touborg Jensen tilføjer:
– Det er for eksempel nødvendigt med en reduktion af det danske hummer-trawl-fiskeri i Kattegat til fordel for garnfiskeri. Og det er vigtigt for både hav og for de berørte fiskere, at omlægningen suppleres med udviklingsstøtte til alternative metoder til hummerfiskeri, siger han.
Initiativet sigter også på kystfisker-aftaler i andre farvande. Men det erkendes fra alle sider, at en meget hurtig omstilling til bæredygtigt fiskeri er nødvendigt indenfor Kattegat-fiskeriet.
Kilde: grenå bladet
rex