Lørdag den 21. maj stod Kattegatcentret i Grenaa for en ret så unik begivenhed.
For brudeparret Henriette Michaelsen og Torben Purkær, Øster Hurup, blev en drøm samtidig til virkelighed.
Lørdag den 21. maj gav de nemlig hinanden deres ja - og ikke på helt sædvanlig vis. Det foregik nemlig under vand. Begge er de dykkere. Henriette er desuden dykkerinstruktør. De har for flere år siden fået den idé, at de ville giftes i vandet i dykkerudstyr, eftersom de har mødt hinanden i forbindelse med dykning, og dykning samtidig er en del af deres arbejde. Problemet har været at finde et egnet sted og en præst eller giftefoged, der ville vie dem under disse van(d)vittige forhold.
Det hele er nu lykkedes. Det var dog formentlig både første, sidste og eneste gang, der sker en vielse under vandet på Kattegatcentret. Præsten, der forestod vielsen, var Claus Hermansen fra Pinsekirken i Hobro.
Bruden var iført i sølvfarvet dykkerdragt med slør og brudebuket. Gommen i sort dykkerdragt med sølvstriber.
Brudeparret befandt sig under vielsen sammen med en brudepige og forlover i Oceanariet. De sædvanlige kirkelige ritualer fandt i øvrigt sted ledsaget af orgelmusik og salmesang.
Kilde: Grenå Bladet
rex