Min amtsrådskollega Bent Mikkelsen (S) skriver i Grenaa Bladet 10. maj 2005 et langt svar på mit indlæg den 3. maj 2005, hvor jeg beskrev stemningen i Århus Amtsråd i forbindelse med den kommende kommunalreform, bl. a. om de ofte kritiske bemærkninger fra S og SF.
Jeg ønskede at beskrive, at fremtidens kommunale struktur ikke er så slem, som S og SF vil gøre den.
Bent Mikkelsens svar giver indtryk af, at Socialdemokratiet vist ærgrer sig over, at man forlod forhandlingerne på et tidspunkt, hvor S havde opnået ganske væsentlige ændringer af det oprindelige oplæg til reform. Ifølge Bent Mikkelsen var viljen til reform til stede hos S, og det er da også senere blevet bekræftet. Ville det ikke have været umagen værd at forhandle videre om antallet af regioner og visse opgaveafgrænsninger? Ved at blive ved forhandlingsbordet kan man opnå resultater! Noget tyder på, at den nye, unge socialdemokratiske leder ser på sagen med friske øjne.
Angående de bekymrede Venstre-politikere for to år siden, er dette korrekt. Alle partiers amtsrådsmedlemmer følte sig fyret på gråt papir - inklusive Venstres. I mellemtiden er Venstres amtsrådspolitikere ikke blevet »banket på plads«, men har valgt at arbejde konstruktivt for den nye kommunale struktur. Hvorfor nu det?
Mine egne refleksioner er som følger: Den gældende kommunale opdeling har virket i 35-40 år. Jeg har selv medvirket som politiker i ca. 30 år og oplevet, at holdningen »sådan plejer vi at gøre« kom til at spille en stor rolle. Samfundsudvikling og opgaveløsninger ændrer sig konstant og hurtigt. Jeg forstår udmærket, at folketingsmedlemmer, der er 1 - 1 1/2 generation yngre end jeg, ser verden på en anden måde.
Med tiden er jeg kommet til at se reformen som en utroligt spændende udfordring, som nok er stor og vanskelig, men i sig rummer muligheden for nytænkning. Det er ikke en sag for tryghedsnarkomaner. Selvfølgelig skal det sikres, at personale og politikere kommer igennem omstillingen på ordentlig måde, så målet »bedre borgerservice« nåes.
Med venlig hilsen
Lotte Horneman
Amtsrådsmedlem (V)
Kilde: Grenå Bladet
rex