Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Grenaa har fået sit vartegn tilbage!

Præcis 3 år og 11 dage efter den cirka 118 år gamle Baunhøj Mølle brændte ned til grunden, kunne små og store Grenaa-borgere - og andre godtfolk - deltage i indvielsen af den nye Baunhøj Mølle.
Det skete på en solbeskinnet fredag for lidt over en uge siden, hvor Møllelauget og bygherren Grenaa Kommune havde inviteret til hele tre forskellige indvielses-arrangementer. At der var tale om en lidt speciel begivenhed kan ikke rigtig diskuteres, for ifølge projektkoordinator på genopførelsen af Baunhøj Mølle, Bertil Larsen, så skal vi helt tilbage til 1913 for at finde den seneste indvielse af en nyopført mølle i Danmark!!
Han erklærede da også, at det havde været en fantastisk oplevelse for ham at være med i projektet, og roste entreprenørerne for smukt og veludført arbejde.
Bertil Larsen driver Møllehistorisk Samling i Viby ved Århus, og blev udpeget af Grenaa Kommune til at stå for projekt »Genopfør Baunhøj Mølle«.



Alt er lykkedes og tak for Jeres tålmodighed med mig undervejs. Jeg er utroligt glad for resultatet af vores fælles anstrengelser, og til Grenaa vil jeg sige: Værsgo’ - her har I jeres mølle igen, sagde Bertil Larsen blandt andet i sin tale.
Programmet for dagen blev indledt allerede midt på formiddagen, hvor børn og voksne fra dagplejen og daginstitutionerne i Grenaa Kommune var inviteret. Her bød borgmester Gert Schou det store antal børn og voksne velkommen, hvorefter der var underholdning ved Tante Andante efterfulgt af boller og saftevand til børnene og kaffe til de voksne. Dette første indvielses-arrangement blev afsluttet med ballonflyvning, idet balloner i alle regnbuens farver blev sendt til vejrs.

En solskinsmølle
Arrangementet kl. 14.00 var for specielt indbudte gæster, og det var også her, at Gert Schou afleverede sin officielle indvielsestale. Herunder navngav han den nye Baunhøj Mølle ved at kalde den for »Solskinsmøllen« af den simple grund, at solen har skinnet fra en nærmest skyfri himmel hver gang genopførelsen havde en mærkedag. Det være sig dagen for det 1. spadestik, rejsegildet og nu også selve indvielsen af Møllen. Der var også taler ved formanden for Djurslands Turistforening, Alice Espeholt, formanden for Møllelauget Bente Gitz-Johansen, projektkoordinator Bertil Larsen og fhv. VVS-installatør Børge Lindgreen, der havde en helt speciel gave med til Møllelauget: Et billede af den forrige mølle malet i 1934 af den kendte kunstner Mette Kornbeck, der på daværende tidspunkt var i starten af 20’erne. Hun har som bekendt ferieret i Grenaa helt fra barnsben af, og blandt andet via et bekendtskab med familien Lindgreen. På den måde er billedet havnet hos Børge Lindgreen, der imidlertid nu har givet det videre til Møllelauget til evig arv og eje.
Der var også en fin gave fra Grenaa Varmeværk til Møllelauget. Varmeværket havde 40 års jubilæum ikke så lang tid efter møllebranden, og i stedet for gaver af forskellig art ønskede varmeværket sig penge, som så ville blive øremærket til det at genrejse Møllen. Eneste betingelse var, at den nye mølle skulle forsynes med fjernvarme. Og eftersom dette er sket kunne formanden for Grenaa Varmeværk, Frede Frandsen, overrække en check på 19.350 kroner til formanden for Møllelauget, Bente Gitz-Johansen.

Vestafrikansk dans
Talerne blev efterfulgt af to meget forskellige kulturelle indslag - dels vesterafrikansk dans med masser af trommer ved Seelolube Dancetroop og dels traditionel dansk spillemandsmusik ved Spillemandslauget Djursland-Mols. Inde i selve Møllen sørgede Kalles Kvartet for den musikalske underholdning.
Indvielsens »tredje ben« var et Åbent Hus-arrangement for alle interesserede fra kl. 16.30 til 19.00. Noget rigtig mange grenaaensere og andre godtfolk benyttede sig af. Her sørgede Grenaa Blæserne for den musikalske underholdning, ligesom der også var lejlighed til at se møllevingerne dreje rundt. Møllelauget stod endvidere for et mindre traktement bestående af vand/øl og pølser. Endelig var der mulighed for at se Per Arnoldi-udstillingen i Undermøllen og selve mølleriet i Overmøllen.
Bertil Larsen kunne fortælle, at driften af Møllen nu er lagt i hænderne på Karl Erikstrup Mortensen, der desuden har påtaget sig det hverv at uddanne en flok assisterende møllersvende, så Baunhøj Mølle kommer til at fungere som et arbejdende mølleri til glæde for såvel turister som fastboende.

Kilde: Grenå Bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam