Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Niels Erik Iversen fra Grenaa valgt som socialdemokraternes borgmesterkandidat

Socialdemokraterne i den kommende Norddjurs Kommune har nu afsluttet den demokratiske proces det har været at skulle finde en borgmesterkandidat til den nye Norddjurs Kommune, og valget faldt på Niels Erik Iversen, der har været medlem af Grenaa Byråd siden 1998.
73% af medlemmerne har deltaget i valget af socialdemokraternes borgmesterkandidat til den nye Norddjurs Kommune og Niels Erik Iversen vandt anden omgang af urafstemningen klart ved at få hele 65% af stemmerne.


Socialdemokraterne har været igennem to valgrunder. Først var der 5 kandidater, der stillede op, mens anden valgrunde stod mellem Tom Bytoft, Auning, og Niels Erik Iversen, Grenaa. De tre kandidater, der blev hægtet af i første valgrunde var Valdemar Haumand, Grenaa, Malte Larsen, Nørre Djurs, og Leif Lahn Jensen, Grenaa. Omend der var tale om meget tæt løb mellem kandidaterne. Niels Erik Iversen vandt således 1. runde med 22,1% af stemmerne efterfulgt af Tom Bytoft med 21,4%. Herefter fulgte Valdemar Haumand med 20,6%, Malte Larsen med 19,2% og Leif Lahn Jensen med 16,4%. I anden valgrunde var der imidlertid ingen slinger i valsen, idet Niels Erik Iversen i en direkte konfrontation med Tom Bytoft hentede 65% af stemmerne mod 35% til Tom Bytoft.
Socialdemokraternes nyvalgte borgmesterkandidat er 49 år, og har siden 1998 været
medlem af Grenaa Byråd. I indeværende byrådsperiode som medlem af Økonomiudvalget.
Niels Erik Iversens første offentlige optræden som socialdemokratisk borgmesterkandidat i Norddjurs Kommune vil være som én af talerne på Julielund ved Allingåbro til det traditionsrige Grundlovs-arrangement den 5. juni, hvor alle interesserede er velkomne.
– Jeg er naturligvis både meget glad og meget stolt over, at socialdemokraterne i Grenaa, Nørre Djurs, Rougsø og Sønderhald kommuner har valgt mig som partiets borgmesterkandidat ved valget den 15. november. Jeg synes, at det har været en både god og fair valgkamp. Det blev et meget tæt løb, som med meget få forskydninger ville have været ensbetydende med et helt andet resultat i den sidste ende. Stemmetallene i den første runde viste med andre ord et klart billede af nogle kompetente personer i de enkelte områder. Det er naturligvis noget vi skal udnytte frem til kommunevalget, siger Niels Erik Iversen, og fortsætter:
– Nu skal vi socialdemokrater i arbejdstøjet med henblik på at sikre os borgmesterposten ved valget den 15. november. Personligt vil jeg gøre alt hvad der er menneskeligt muligt for, at den første borgmester i den nye Norddjurs Kommune bliver en socialdemokrat. I den forbindelse tegner der sig en kandidatliste, som jeg synes ser rigtig stærk ud. Den er ikke helt færdig, men allerede nu kan vi alene fra Grenaa Byråds side melde ud med så stærke kandidater som Erik Hoberg, Valdemar Haumand, Leif Lahn Jensen, Helle Thomsen, Pia Bjerregaard og Lars Møller. Det ser med andre ord rigtig fornuftigt ud, siger Niels Erik Iversen, der vil bruge nøgleordene samarbejde, åbenhed og dialog som vigtige elementer i sit arbejde for at blive borgmester.
– Samarbejde, åbenhed og dialog er også centrale nøgleord i det videre arbejde med at skabe en god og stærk Norddjurs Kommune. Herunder vil jeg - uanset om jeg bliver borgmester eller ej - arbejde for et tæt samarbejde med den syddjurske kommune, som vi har stærke fællesinteresser med. Blandt andet omkring erhvervslivet, turismen, kampen for at bevare Tirstrup Lufthavn, udvikling af infrastrukturen på Djursland - herunder færgeforbindelserne, det at få lavet en motorvej til Tirstrup og et nordligt motorvejshængsel, siger Niels Erik Iversen, der også ser Grenaa Havns udviklingspotentiale som et stort aktiv for den nye Norddjurs Kommune.
Niels Erik Iversen har siden august 1996 været ansat af Århus Amt som konsulent i Jobrotation Djursland, og har på den led været primus motor i en lang række jobrotationsprojekter på Djursland gennem disse næste 9 år. Derudover er han formand for Kvickly i Grenaa og sidder i bestyrelsen for Djurslands Erhvervsskoler, ligesom han også har sæde i Folkeoplysningsudvalget i Grenaa Kommune. Endelig har han et efterhånden mangeårigt medlemsskab og tilhørsforhold til F. C. Grenaa. Han sidder således i hovedbestyrelsen i denne lokale idrætsforening. Han bor i Grenaa og er gift med Lone med hvem han har to børn.
Niels Erik Iversen fra Grenaa er blevet valgt som socialdemokratisk borgmesterkandidat til den nye Norddjurs Kommune.

Kilde: Grenå Bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam