Tirsdag den 24. maj var omkring 40 aktører og frivillige hjælpere for Ebelfestival 2005 samlet i Sognegården for at gennemgå programmet for dette års festival. Studerer man det nye, foreløbige festivalprogram på www.ebelfestival.dk, vil man blandt aktørerne kunne se mange gengangere fra sidste år: træskibslauget, drambryggerlauget, Visens Venner og Visens Skib, mavedanserforeningen, juniorklubben, harmonikaklubben, golfklubben, biblioteket, ProMusica Ebeltoft, Glasmuseet, Fregatten, Tante Andante, handelsstandsforeningen, folkedanserne, EIF Motion, Ebeltoft Kurcenter, Ebeltoft Garden, Slupkoret, kajakklubben, square-danserne, line-danserne og flere endnu.
Det er naturligvis glædeligt, at så mange aktører har lyst til at være med igen, og at der på den måde allerede tegner sig et billede af en fast grundstamme i festivalen. Der var blandt publikum stor tilfredshed med sidste års arrangementer, og dermed er det også naturligt, at en del af dette års program lægger sig tæt op ad det fra 2004.
Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er nyskabelser i Ebelfestival 2005. Blandt andet bliver der en irsk aften på Maltloftet, med irsk musik og cider; og ProMusica arbejder på en bulgarsk aften, med bulgarsk musik og bulgarsk mad - med æbler! Endvidere vil Landbohøjskolens pometmester komme og fortælle om, hvordan man kan identificere æblesorter. Der har også meldt sig helt nye aktører, deriblandt Øer Maritime Ferieby, der bidrager med Coast Zone – et ekstremsport-arrangement. Desuden vil både Fregatten og Glasmuseet bidrage med nye initiativer, som vil blive præsenteret, når programmet udkommer på tryk.
Maltfabrikken bliver også i år festivalens omdrejningspunkt, og heldigvis stiller de mange hjælpere fra Rotary, Inner Wheel og Lions Club Juliane også op denne gang - Inner Wheel med Æblecafé og Juliane med æbleskiver i gården. Som noget nyt arbejdes der på at lave frokostcafé på Maltloftet, og desuden bliver der mulighed for hver aften af købe dagens æblemenu som optakt til de aftenarrangementer, som løber af stablen hver aften på Maltloftet.
En anden nyskabelse er, at der i år laves en udendørs scene ved Maltfabrikken, hvor der bliver optræden hver dag kl. 14 – med blandt andre Duo Gaia. I det hele taget arbejdes der på at skabe mere liv på Maltfabrikken, dels i form af flere boder, dels i form af arbejdende værksteder – og forhåbentlig også i form af daglige æblekonkurrencer.
De nye aktiviteter kræver selvfølgelig arbejdskraft, og selv om der har meldt sig adskillige nye, frivillige hjælpere, er der stadig plads til flere. Er man interesseret i at hjælpe til ved festivalen, at bidrage med et arrangement, at få en bod på markedspladsen, at købe et træ i den nye æblelund eller på anden måde at støtte festivalen, kan man henvende sig til kulturformidler Katrine West hos Destination Djursland, telefon 87 52 18 02.
Den første trykte udgave af programmet har deadline 1. juni og forventes at være klar inden skolernes sommerferie. Selve Ebelfestivalen finder sted i skolernes efterårsferie, 14.-22. oktober 2005.
Med venlig hilsen
Katrine West
Kilde: med venlig hilsen fra Katrine West, Kulturformidler.
rex