Masser af aktiviteter på Djurslands Museum i forbindelse med dette års Open by Night!
Der bliver masser af gang i den i og ved Djurslands Museum i forbindelse med Open by Night 2005 i Grenaa på fredag den 3. juni.
Grenaa Produktionsskole stiller op med en blomsterbod ligesom sidste år, togbanen på muséet kører under ledelse af »Banestyrelsen«, der vil være undervisning i den gamle skolestue, og så er Grenaa Frimærkeklub også på banen med en stand.
Som noget nyt til Open by Night på muséet kan man møde medlemmer af Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland. Det bliver med to store foto-albums med billeder af byens forretninger taget for cirka 15 år siden, en H. C. Andersen slægts-/ane-tavle og bøger fra Det Historiske Udgiverværksted - blandt andet forhenværende vaskeriejer Jens Wulff’s erindringsbog og bogen om besættelsesårene i Grenaa. Begge bøger vil kunne købes på standen.
Træsnit og papirklip vil man også kunne se denne aften, og hvad det sidste angår laver muséet en konkurrence, som går ud på, at man tager ét af sine papirklip med hjemmefra til bedømmelse. Der vil så blive udvalgt en voksen-vinder og en børne-vinder, som begge to vil kunne se frem til at få en flot præmie.
Den lokale motorcykelklub MC Spinderokkerne stiller desuden op i museumsgården med nogle af medlemmernes flotte motorcykler.
Entréen denne aften på muséet er 20 kroner (børn gratis entré til og med 15 år). Aldersgrænsen for gratis entré har tidligere været 12 år, men den bliver altså sat op denne aften - og den fastholdes efterfølgende fremover. Kaffe og the er gratis når man er kommet ind på muséet.
Kilde: grenå bladet
rex