I forbindelse med Grenaa Korets årlige generalforsamling, som blev afviklet den 18. maj, kom det frem fra flere sider, at korets deltagelse i Djurslands Kortræf er meget populært.
Den 10. marts i år samledes henved 10 kor til sammenkomst i Kulturhuset Pavillonen, og det var første gang Grenaa Koret var med som deltager - men altså ikke for sidste gang, såfremt det står til korets medlemmer.
Den 30. april deltog kormedlemmer i det store Djurslands-kor under ledelse af Erling Kullberg, og her fik deltagerne et stort udbytte af deltagelsen sammen med andre korister fra Djursland, og efterfølgende opførelse af korværket: Liebeslieder-Walzer af Johannes Brahms, hvor der kom mange tilhørere.
Formanden Maria Jespersen glædede sig i sin beretning over et godt og spændende år, hvor julens kirkekoncerter under ledelse af Thorkild Dalsgaard i Grenaa, Ålsø og Karlby kirker, var gået godt, ligesom det havde været et populært indslag med fløjtesolo ved korets dirigent.
Kasserer Lisbeth Wehner oplæste regnskabet, der balancerede med 38.825 kroner og med et overskud på 4.300 kr.
Nyvalgt til bestyrelsen blev Knud Erik Frandsen og Karen Margrethe Olesen i stedet for Ulla Pedersen og Svend Erik Christiansen, der ikke ønskede genvalg. Alle øvrige valg var genvalg.
Kilde: Grenå Bladet
rex