Åben have i Ålsø for 21. år i træk
For 21. år i træk holder Vibeke og Børge Christensen åben have her i sommerhalvåret i deres japansk inspirerede have på Kirkebakken 17 i Ålsø. Haven er efterhånden blevet kendt over det meste af landet plus det sydlige Sverige.
Ægteparret har blandt andet optrådt i flere bøger og tidsskrifter og i TV-serien »Helges skønne haver i Danmark« med mere.
Idéen til de japansk inspirerede haver i Danmark blev skabt i netop Vibeke og Børges have for cirka 12 år siden. Siden er der sket stor fremgang i medlemstallet for denne have-fraktion, og der er i dag cirka 600 medlemmer på landsplan. Haven i Ålsø er på cirka 1.200 m2. Den er beliggende på en sydvendt skråning, og rummer blandt andet et ægte japansk tehus - endvidere pagode, granitlanterner, flere vandpartier og tonsvis af store natursten. Med sit særprægede haveanlæg og de mange stedsegrønne planter, er haven blevet en oase af blomsterne rhododendron, 110 forskellige bregner, hosta, primula, stenbedsplanter med mere. Og haven er under kontinuerlig forandring. Der kan i haven hentes masser af idéer og inspiration til plantevalg og -formering. Haven har åbent frem til den 1. oktober, og den er åben dagligt fra kl. 10.00-17.00.
I vinterhalvåret har ægteparret travlt med at holde foredrag rundt omkring i landet.
Kilde: Grenå Bladet
jimmi