Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Danmark slog Norge i Special Saloon Festivalen:

De danske kørere triumferede på Ring Djursland
De bedste Special Saloon-kørere fra Danmark og Norge havde i forrige weekend sat hinanden stævne på Ring Djursland, hvor man afviklede det første af i alt tre arrangementer, der i denne sæson skal markere racerbanens 40 års jubilæum.


Over otte løb skulle hen ved 40 kørere fordelt på to klasser kæmpe om hæder, ære og ikke mindst pokaler, og i hvert eneste løb blev det kørere fra værtslandet, der kunne trække sig sejrrige ud af konkurrencen. I klassen for de effektmæssigt svageste biler var det Klaus Verner, Silkeborg, der blev den helt store triumfator, da han i sin Peugeot 307 GTI vandt samtlige sine fire starter uden det store besvær. Derimod var der noget større konkurrence om de efterfølgende pladser, hvor man i søndagens to løb blev vidne til et par hårde dueller mellem Peter Vesti, Give, og Christer Gislerud, Norge. Nordmanden havde i sine tidtagninger kvalificeret sig som bedste repræsentant fra det bjergrige naboland mod nord, men hver gang startlyset skiftede fra rødt til grønt, præsterede han middelmådige starter i sin BMW 320i. Adskillige konkurrenter måtte han lade sig passere af, men ikke desto mindre lykkedes det ham at køre sig op og tage andenpladsen fra Peter Vesti, der hver gang var den sidste modstander, han formåede at passere.
Også i klassen for de mest potente Special Saloons blev det til danske sejre, der tillige var meget suveræne.
Lørdagens to løb blev således vundet af Lars Schönemann, Hillerød, der i sin Porsche 993 GT2 totalt kontrollerede løbene. Under den sidste af søndagens tidtagninger løb han imidlertid ind i tekniske problemer med bilen, hvorfor han ikke valgte at stille op i klassens tredje og fjerde heat. Dette åbnede i stedet vejen for Michael Outzen, Ringe, der i vinterens løb har ombygget den BMW 325i, som han sidste år vandt Super Cuppen med. Med en ny BMW M3-motor under motorhjelmen kunne fynboen afslutte weekenden med to sejre, efter at han i lørdagens to heats også havde været på podiet. Special Saloon Festivalen markerede ikke blot starten på Ring Djurslands 40 års jubilæumssæson. Ved weekendens løb var der også premiere på en række af de nye investeringer, der er blevet gjort i øget sikkerhed på banen, og her fik ét af banens nye autoværn lov til at stå sin prøve, da Anders Nielsen, Sporup, blev sendt frontalt ind i det under et løb i Yokohama Cup 1600-klassen.
Lars Schönemann (14) var én af de danske kørere, som vandt i Special Saloon Festivalen på Ring Djursland i forrige weekend.

Kilde: Grenå Bladet

jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam