CD-single fra Dorte Jensen fra Albøge med hjælp fra »Kystens Perle« og East Sound!
»Først nu« hedder en spritny CD-single fra 50-årige Dorte V. J. Jensen, der bor i Albøge og til daglig arbejder som sygehjælper på Plejehjemmet Lyngbygård i Lyngby.
Det har hun gjort i 21 år efterhånden, men musikken har ikke desto mindre været en central del af hendes liv lige siden hun var 12 år gammel. Her begyndte hun nemlig at modtage undervisning i harmonika-spil, og det udviklede sig med tiden til en drøm om at kunne komme ud og spille for folk.
En ambition hun udlevede allerede i en ung alder - i første omgang som solist og typisk som underholder ved private fester. Dette udviklede sig til dannelsen af decidere danseorkestre med Dorte Jensen som deltager. Ikke mindst »Limbo«, som kom vidt omkring på landkortet og som også var tilknyttet et professionelt bookingbureau. I starten af 90’erne udgav »Limbo« og Dorte Jensen da også et album på kassette-bånd. Jan Kjeldsen og Poul Erik Rasmussen - begge to kendt fra den daværende udgave af Radio Djursland - var også med i »Limbo«. Dorte Jensens musikalske karriere blev dog sat noget tilbage af en alvorlig trafikulykke, hvor hun blev hårdt kvæstet. Hun mistede således et øje i den forbindelse. Hun fik dog kæmpet sig tilbage til de skrå brædder - blandt andet via trioen »Klør 3«, men også via deltagelse i Se & Hørs Melodi Grand Prix i 1996. Hun gik videre fra den indledende runde, og nåede således finalen i Albertslund. Her måtte hun se sig slået af Lotte Lisby, men fik en ærefuld 2. plads sammen med de øvrige finale-deltagere. Hendes bidrag til konkurrencen - »En sang til dig« - er i øvrigt med på den CD-single, som Dorte Jensen netop har fået produceret og udgivet med hjælp fra datteren Trine, sønnen Thomas og Benny Jensen - trommeslager i Bjørn & Okay og Kystens Perle.
– Jeg har hele tiden haft lyst til at lave en CD, men har haft behov for økonomisk støtte til at realisere projektet. Jeg har blandt andet søgt støtte gennem musikerforbundet, som jeg er medlem af, men uden resultat. Pludselig kom mine voksne børn så på banen med et tilbud om at hjælpe mig, og det er jeg naturligvis utroligt glad for. Jeg spurgte så Benny Jensen, som jeg kender fra tiden med »Limbo« - hvor vi op til flere gange har spillet nonstop samme tid og sted som Bjørn & Okay - om ikke han kunne være behjælpelig med at få lavet CD’en, og det ville han heldigvis gerne, siger Dorte Jensen.
De tre numre på CD’en er indspillet og mixet i East Sound Studiet på Rådmandsvej i Grenaa i januar, februar og marts måned 2005 og udover Benny Jensen på trommer og percussion stiller Kystens Perle desuden med keyboard-spilleren Flemming Sørensen og bassisten Rasmus Mauritzen. Single-CD’en er lavet i 500 eksemplarer, og Dorte Jensen håber, at den kan opnå airplay på såvel DR’s Dansktoppen som på diverse lokalradioer rundt omkring. Klarer den sig rigtig godt er ambitionen at få lavet et rigtigt CD-album om et års tid. Foreløbigt skal singlen ud i salgsstativerne på diverse tankstationer, kiosker, supermarkeder med videre. Det nye musikalske »visitkort« skulle også gerne medvirke til, at Dorte Jensen kan opnå nogle lidt »bedre« jobs som solo-musiker - og gerne over et større geografisk område end tilfældet er lige i øjeblikket. Drømmen om at ernære sig som musiker på fuld tid lever nemlig i bedste velgående hos Dorte Jensen. Hun er født i Kolindbro og opvokset i Sundby og har som sådan levet langt størstedelen af sit liv i Midtdjurs Kommune. I 1998 flyttede hun imidlertid til Trustrup-området, og bor nu i Albøge, hvor hun er faldet rigtig godt til. Her er der jo heller ikke så langt til arbejdspladsen gennem snart 21 år, nemlig Plejehjemmet Lyngbygård.
I anledning af CD-udgivelsen inviterer Dorte Jensen til reception i Albøge Forsamlingshus den 19. juni kl. 14.00.
Dorte Jensen fra Albøge har fået udgivet en CD-single. Her ses coveret til CD’en, som er indspillet og mixet lokalt.
Kilde: Grenå Bladet
jimmi