Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Masser af film i Grenaa Kino i denne uge!

Der er masser af film på plakaten i Grenaa Kino i den kommende uges tid. Blandt andet et anmelderrost dansk gys, en amerikansk Oscar-vinder, repremiere på den danske succes-film »Adams Æbler«, afslutningen på Star Wars-sagaen og en amerikansk danse-film.

Sidstnævnte film hedder »Shall We Dance« og har Richard Gere i hovedrollen, og sidste chance for at se den i Grenaa Kino er torsdag den 9. juni. I disse danse-tider, hvor TV2 har stor succes med lørdagssatsningen »Vild med dans«, må man sige, at filmens meget aktuelle tematik ikke kunne være timet bedre. Det handler om glæden ved at danse, og mon ikke der også er lidt romantik i luften, idet Gere som co-stars jo har dejlighederne Jennifer Lopez og Susan Sarandon ved sin side i »Shall We Dance«.

Million Dollar Baby
Clint Eastwood blev den helt store triumfator ved dette års Oscar-uddeling i USA, idet hans nyeste film »Million Dollar Baby« løb med hele fire Oscar-statuetter. Han har instrueret og spiller selv hovedrollen som en barsk og hård boksetræner, der i første omgang ikke vil træne en ung, kvindelig bokser spillet af Hilary Swank. Det ender med, at han gør det alligevel, men på trods af et åbenlyst talent for boksningen og stor sympati mellem træner og elev, så går det ikke helt som præsten præker, selv om parret når frem til en stor titelkamp. Swanks figur er ekstremt sårbar rent psykisk, og det får nogle hjerteskærende konsekvenser. Lommetørklæder kan varmt anbefales!
Instruktøren bag blandt andet »Mørkeleg«, Martin Schmidt, har en forkærlighed for gyser-genren, og nu har han slået til igen med filmen »Bag Det Stille Ydre«, som handler om et tilsyneladende fredeligt dansk forsvarskvarter, hvor alle kommer hinanden ved. Et nyt par flytter ind i et hus, som imidlertid gemmer på en frygtelig hemmelighed. De finder ret hurtigt ud af, at noget er rivende galt. Og kratter man lidt i den pæne facade, så risikerer man jo, at den krakelerer. En ifølge de fleste anmeldere vellykket dansk gyser, som Dennis Jürgensen har leveret manuskript til. På rollelisten finder man navne som Andrea Vagn Jensen, Dejan Cukic og Jakob Cedergren.
»Star Wars III - Revenge of the Sith-Lords« er den 6. og sidste film i Star Wars-sagaen, der startede med Episode IV helt tilbage i 1977. George Lucas og hans folk er nu nået til vejs ende med sagaen, og i Star Wars III afsløres det, hvordan Jedi-ridderen Anakin Skywalker ender med at overgive sig til Kraftens mørke side, hvilket resulterer i forvandlingen til Sith-lorden Darth Vader. Filmen kan anbefales på det kraftigste. Der er tale om en meget effektfuld afslutning på Star Wars-sagaen. Der spilles flot i alle roller, og special effects-niveauet er skyhøjt.
Fra og med på fredag den 10. juni kan man tillige se Anders Thomas Jensens nyeste film »Adams Æbler« med blandt andre Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen på rollelisten. Der er tale om en re-premiere, idet Kino også kørte den på programmet, da den havde DK-premiere tidligere på året. Nu får man imidlertid en ny chance for at se en dansk film med masser af underspillet humor af manden bag »Blinkende Lygter« og »De Grønne Slagtere«.

Snigpremiere på
Mr. & Mrs. Smith

Rygterne vil vide, at årsagen til Jennifer Anniston og Brad Pitt’s skilsmisse skulle være sidstnævntes affære med Angelina Jolie. En affære, som dog ikke er blevet bekræftet, men som angiveligt skulle have fundet sted under de to Hollywood-stjerners indspilning af action-komedien »Mr. & Mrs. Smith«. Det kan man jo så sidde og fundere over i biografens mørke, for nu kommer filmen nemlig til Danmark. Den har Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino den 17. juni, men kan faktisk ses i Kino allerede lørdag den 11. og mandag den 13. juni i form af to snigpremierer. Jolie og Pitt spiller i filmen et ægtepar, der tilsyneladende lever et helt almindeligt liv i et helt almindeligt amerikansk forstadskvarter. Deres ægteskab er gennemsnitligt/dødkedeligt, men hver især skjuler de noget for hinanden. De er nemlig begge to højt betalte og uhyggeligt effektive lejemordere, der arbejder for hver sin organisation. Deres ægteskab får et - om man så må sige - kraftigt spark i r...., da de pludselig bliver hyret til at slå hinanden ihjel! Resultatet er et voldsomt action-brag, hvor Mr. & Mrs. Smith pludselig skal til at bruge deres højt besungne evner som lejemordere mod hinanden.
Brad Pitt kan snart opleves i action-komedien »Mr. & Mrs. Smith«, hvor han spiller sammen med Angelina Jolie. Filmen har snigpremiere i Grenaa Kino lørdag den 11. juni og mandag den 13. juni. Og almindelig Danmarkspremiere fredag den 17. juni.

Kilde: Grenå Bladet

jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam