Grenaa Bladet:
GIF og Skovbakken går sammen om at styrke dame/pigefodbolden på Djursland
De to klubber, Grenaa IF og Skovbakken, etablerer et regionalt dame/pigefodbold-center i Grenaa med det mål at styrke talentudviklingen, gennemføre PR-aktiviteter for pigefodbold og skabe et forum for samarbejde mellem ledere og trænere i Djurslands-klubberne. Starten markeres med en temadag søndag 9. november i Grenaa.
Endnu flere piger på Djursland skal spille klubfodbold. De mest talentfulde spillere skal tilbydes optimale udviklingsmuligheder og sportslige udfordringer. Trænere og ledere, der arbejder med dame/pige fodbold på Djursland, skal have bedre muligheder for at udveksle erfaringer. Det er nogle af visionerne bag den samarbejdsaftale om et regionalt center for pige/dame fodbold, som Skovbakken Fodbold i Århus og Grenaa IF netop har underskrevet.
Det er afgørende for begge klubber, at samarbejdsaftalen hurtigt får synlighed og udmønter sig i konkrete aktiviteter. Derfor inviterer de to klubber samtidig til en temadag om pige/dame fodbold søndag 9. november i og ved Grenaa Idrætscenter.
— Her vil vi orientere nærmere om aftalen, men først og fremmest give både ledere og trænere ny inspiration til deres arbejde og informere om de initiativer DBU og Team Danmark gennemfører for at styrke danske kvindefodbold også på eliteniveau. Udover elitetrænere fra Skovbakkens kraftcenter vil deltagerne også møde kvindelandsholdets træner Poul Højmose - både som oplægsholder og på træningsbanen med pigespillere fra GIF som medier, fortæller Ove Lund, der er formand for
GIF’s pige/dameafdeling.
Skovbakken er et af DBU’s og Team Danmarks tre kraftcentre for kvindefodbold og har som sportslig målsætning at fastholde positionen i den absolutte top af elitedivisionen. Derfor har klubben stor interesse i at medvirke i markedsføringen af pigefodbold, men også i at tilbyde talentfulde spillere optimale udviklingsmuligheder.
— Vi vil gerne medvirke til at styrke pige/dame fodbolden på Djursland - bl.a. ved at dygtiggøre ledere og trænere og deltage i PR-aktiviteter for pigefodbold. Samtidig vil vi give de mest talentfulde spillere muligheder for at afprøve deres evner på højere niveau, end de plejer. Det kan være i form af prøvetræning i Skovbakken, men også træningstræf regionalt på Djursland, siger Skovbakkens fodboldformand, Jesper Raabo, som kommentar til samarbejdsaftalen.
Når Skovbakken har valgt Grenaa IF som samarbejdspartner for det regionale center er årsagen en velfungerende organisation i klubbens pige/dame-afdeling, og den fremgang som klubben har skabt inden for pigefodbolden de senere år.
Elite plus bredde er som bekendt lig med fremgang.
— Vi tror på, at elite og bredde gensidigt kan styrke hinanden, og gensidigt er afhængige af hinanden. Og samarbejdet mellem Skovbakken og os er et eksempel på, at vi gennem eliten også vil fremme bredden. På den måde kan den fremgang, som pigefodbolden har oplevet i Grenaa, stimuleres yderligere. Som en af landets førende klubber har Skovbakken nogle erfaringer, som vi kan lære af. Grenaa IF vil gerne være med til at sikre, at talentfulde dame/pige spillere på Djursland får de bedste muligheder for at udvikle sig, slutter Ove Lund.
Udover temaarrangementet 9. november har klubberne allerede drøftet andre samarbejdsmuligheder som f.eks.: Talenttræninger, besøg til Skovbakkens elitedivisionskampe, træningsophold, rekrutteringsarrangementer, opvisningskampe. Hvad der konkret skal gennemføres vil klubberne også lade afhænge af interesse blandt deltagerne i temadagen.
Kilde:
unavngivet