Grenaa Bladet:
Så er det igen teatertid! Grenaa Børneteater begynder nu på en ny sæson med forestillinger for børn mellem 3 og 6 år.
Programmet for sæsonen 2003-2004 byder på 2 gode og vidt forskellige forestillinger, der spilles i Kulturhuset Pavillonen.
Der åbnes med en rigtig juleforestilling. »God jul, Cirkeline« er skrevet af forfatteren Hanne Hastrup, der også står bag de kendte Cirkeline-bøger og Cirkeline-film. Cirkelinefiguren er så populær som nogen sinde og har i efterhånden 3 generationer henrykket store og små.
Det er juleaftensdag tidligt om morgenen. Cirkeline sidder i sin tændstikæske og kigger ud på stjernerne. Sådan begynder årets juleeventyr om Cirkeline og hendes festlige musevenner, Frederik og Ingolf, som i fineste form kaster sig ud i juleforberedelserne. Teaterstykket, som opføres af Søholm Park Teater, er fyldt med sprudlende humor og ledsaget af Hans-Henrik
Leys dejlige og iørefaldende musik.
Forestillingen spilles på følgende tidspunkter: Tirsdag d. 11. november kl. 9.00 og kl. 13.00, samt onsdag d. 12. november kl. 9.00 og kl. 11.00.
Sæsonens sidste forestilling ligger i marts måned. Som forårsforestilling er valgt stykket »Gro« med Groteatret. Det er et økologisk lærestykke om hr. Nielsen, som elsker sin frodige have. Her har solsorten bygget rede. Mosegrisen pusler, og kaninen hygger sig i sir bur. Hr. Nielsen har lyst til at så gulerødder, - Men hvor længe skal han og børnene vente, før de kan få en smagsprøve? Og kan de mon holde dyrene og ukrudtet væk fra gulerødderne?
Billetter til forestillingerne sælges i Kulturhuset Pavillonen og prisen er 40 kr. pr. barn pr. forestilling. Hvis 2 eller flere søskende skal købe billetter, er billetprisen 30 kroner. Alle 3 til 6-årige børn, der bor i Grenaa Kommune, kan købe billetter; men forældrene skal være opmærksomme på, at børn, som går i en børnehave, der er medlem af Grenaa Børneteater, bliver tilmeldt af deres institution.
Kilde:
unavngivet