De fleste nyheder bliver hurtigt uaktuelle, men dette gælder ikke dén opfordring om at hjælpe Støtteforeningen for Grenå Sygehus med at skaffe os det bedst mulige lægelige beredskab, vi snart har bragt flere gange. Der er nemlig stadig nogle måneder frem brug for så mange oplevelser af indlæggelser og akutberedskab som muligt, inden strukturen for Djursland bliver lagt endeligt fast.
Læs mere hér!
Så du skulle tage og støtte Støtteforeningen med netop din/dine oplevelse(r) af, hvordan specielt vores akutberedskab virker over hele Djursland og Mols. De gør nemlig et ihærdigt stykke arbejde på vi andres vegne for at få så stor indflydelse som muligt på det endelige resultat.
De skriver selv følgende opfordring:
”Til alle på Djursland
Støtteforeningen til bevarelse af Grenaa Sygehus har brug for DIN hjælp.
I øjeblikket er vi i gang med en omfattende undersøgelse af, hvordan behandlingen af akut syge og tilskadekomne foregår på Djursland og på Mols. Hvis du har haft en oplevelse med skadestuebesøg, eller har du haft brug for ambulance eller lægebilen, beder vi dig om at kontakte os og fortælle os om forløbet.
Vi har allerede fået en del henvendelser, men vi har stadig ikke materiale nok til at få et sandt billede af forholdene på Djursland. Det er derfor af stor vigtighed, at vi får oplysninger fra de borgere, der har haft brug for skadestue, ambulance og evt. lægebil. Vi er meget interesserede i at høre fra folk, der selv har haft brug for hjælpen, fra pårørende og fra evt. vidner til ulykker.
Kom ambulancen til tiden? Kom lægebilen overhovedet? Hvor lang tid gik der, inden behandling blev iværksat? Skulle du først til Randers og derefter transporteres til Århus? Hvordan var ventetiderne? Hvordan virkede skadestuevisitationen? Følte du, at du fik en ordentlig behandling?
Hjælp os med undersøgelsen, det kan komme dig selv og dine pårørende til gode.
Ring til Preben Mortensen på tlf.: 86 32 53 42 eller til Jørn Madsen på telf.: 86 32 16 78, så aftaler vi, hvordan vi får din beretning. Du kan vælge at fortælle den i telefonen, eller du kan få et personligt besøg. Du kan også skrive til os pr. brev eller med e-mail.
Følgende e-mailadresser kan bruges: pm.consult@get2net.dk og jlambertm@stofanet.dk”
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af
Preben Mortensen,
Åstrupskrænten 47,
8500 Grenaa,
Støtteforeningen til bevarelse af Grenaa Sygehus
Kilde:
rex