Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

»Café Stedet« – Grenaa’s nye café og poolbar har slået dørene op i Passagen

To arbejdskammerater fra Terma A/S i Grenaa, 42-årige Lars Bowman og 29-årige Allan Jacobsen, har netop realiseret en gammel drøm, idet de har åbnet deres egen café og poolbar i Grenaa - nærmere bestemt i erhvervslokaler i Passagen 4, der senest har huset Nykredits Grenaa-afdeling.
Café Stedet er navnet på den nye café og poolbar, der åbnede op for gæster i forrige weekend - og det med ret stor succes. Lørdag aften var der således propfyldt i Café Stedet, selv om Lars og Allan ikke havde nået at annoncere med åbningen. De sidste tilladelser og bevillinger var kun akkurat lige kommet i hus, så det kunne reelt ikke gøres hurtigere.
– Vi tog så lige en prøveweekend for at stikke en finger i jorden. Dels i forhold til et potentielt publikum, og dels i forhold til hvordan vi skulle køre stedet rent praktisk. Og man må sige, at vi fik masser af erfaringer. Det var specielt de helt unge der væltede ind, og de var overstrømmende positive overfor vores koncept. Det var virkelig en positiv oplevelse, siger Allan og Lars, der formentlig har haft endnu mere travlt i den forgangne weekend, hvortil det lykkedes at annoncere med, at der nu er åbent i Grenaa’s nye café og poolbar hver torsdag fra kl. 14-22, hver fredag fra kl. 14-24 og hver lørdag fra kl. 10-24.



Elektronisk dart
og pokerborde
Ud over pool og billard på tre flotte poolborde i stueetagen, byder Lars og Allan også på elektronisk dart, pokerborde og bordfodbold på 1. sal, hvor man også finder caféen. Her kan man blandt andet nyde en øl eller en god kop kaffe, cappuchino, espresso, café au lait eller chokolade med videre.
– Og vi mener det alvorligt med den café. Et café-miljø efter kl. 17.00 i Grenaa er en mangelvare, og har været det i adskillige år. Det vil vi gerne forsøge at afhjælpe med vores café og poolbar de tre uge-dage vi har åbent. Og folk skal vide, at man ikke nødvendigvis behøver at spille pool, dart eller noget helt tredje for at besøge os. Man kan bare komme ind fra gaden og få en kop kaffe eller en øl og nyde stemningen, siger Allan Jacobsen.
Han er oprindeligt udlært som maskinsnedker, og har som sådan 10 års erfaring fra træbranchen. Lars Bowman er for sin del uddannet som bager i Ib’s Bageri i Grenaa, og har derefter arbejdet som bagersvend i Kvickly i Grenaa. Begge arbejder imidlertid nu hos Terma A/S i Grenaa, og det er da også her, at de har gået og snakket lidt om at starte noget op sammen. Meget af tiden har de brugt på at kigge efter egnede lokaler, og da de nåede frem til lokalerne i Passagen 4 i Grenaa, var de ikke i tvivl om, at de havde fundet det helt rigtige.
– Beliggenheden er jo genial i forhold til by- og aften-livet i Grenaa. Og vi er jo ikke en konkurrent til diskotekerne, for når det begynder at rykke hos dem, så lukker vi jo. Vi lukker kl. 24.00 og har ikke ambitioner om at holde længere åbent. Vi har jo stadig vores faste jobs at tage hensyn til, og må således trække lidt på hjælp fra venner og bekendte. Vi har brugt vores sparepenge på det her, og regner ikke med at kunne trække løn ud af stedet. Bliver det den store succes, som vi håber lidt på, så skal vi selvfølgelig have ansat én til at køre stedet, men det må tiden ligesom vise. Vi har startet det her, fordi vi synes, at der mangler sådan et sted i Grenaa. Hvorfor skal man køre til Århus for at opleve noget tilsvarende? Det mener vi ikke kan være rigtigt, og vi vil knokle rigtig hårdt og længe for at bevise, at vi også kan lave sådan noget her i Grenaa, siger Lars Bowman.
Udviklingsmuligheder ser de masser af. Således vil de meget gerne kunne omdanne stedet til en sportscafé i sommeren 2006, hvor der jo som bekendt er VM i fodbold i Tyskland.
– Det vil på den led ikke være helt skidt, hvis Danmark får kvalificeret sig, og vi så kan vise kampene på storkskærm i caféen. Det kunne vi godt tænke os, siger Allan Jacobsen med julelys i øjnene.
Desuden vil der på Café Stedet blive budt på turneringer i pool og dart med videre, samarbejde med Buddy Holly og café-miljø i gården til Passagen med videre. Et slag pool eller billard koster 55 kroner pr. time.
Lars Bowman og Allan Jacobsen fra Grenaa har startet café og poolbaren Café Stedet i Passagen 4 i Grenaa.

Kilde: grenå bladet

jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam