Grenaa Bladet:
Mandag morgen i sidste uge startede billetsalget til noget, som man på forhånd ved bliver en udsolgt koncert i Kulturhuset Pavillonen.
Der er ikke mange kunstnere, hvorom man kan sige noget sådant med sikkerhed, men Niels Hausgaard er ubetinget én af dem. Han kommer til Grenaa torsdag den 29. januar, og koncerten er formentlig allerede udsolgt - eller tæt derpå - idet disse linier læses.
— Alt tyder på, at sidste års rekordsalg - udsolgt efter 19 dage - bliver slået. Således er de første 250 billetter allerede væk, sagde kulturhusleder Hardy Andersen dagen efter billetsalget åbnede.
— Niels Hausgaards nye show hedder »Med hudfarvet hud«. Nogen dybere begrundelse for valget af denne titel har vi ikke kunnet få. I virkeligheden er titlen måske alene valgt for at fortælle, at der er tale om et nyt show, så publikum ikke tror, at han fortsætter med dét show, som netop har været vist på TV. Og med vanlig underfundig humor har han da også ladet os vide, at han glæder sig til at se den titel på et plankeværk. Hvis der da er nogen, der skulle kunne finde på det!? slutter kulturhuslederen.
Kilde:
unavngivet