Grenaa Bladet:
Torsdag den 6. november valgte Grenaa Kommune at markere, at yderligere tre Grenaa-virksomheder har kvalificeret sig til kommunens miljøledelsesdiplom.
Det foregik i byrådssalen på Grenaa Rådhus, hvor der blev overrakt miljøledelsesdiplomer til de tre virksomheder: Kattegatcentret, Thorfisk A/S og SCA Packaging Grenaa A/S. Ved samme lejlighed blev miljødiplomerne for seks virksomheder i Grenaa Kommune fornyet: Grenaa Bil-Center A/S, Djurslands Kloakservice ApS, Djurslands Spildoliedepot ApS, Trustrup-Lyngby Varmeværk, Grenaa Varmeværk, og HSM Industries A/S, der alle modtog deres første miljødiplom i år 2001. Diplomerne gælder således for to år af gangen.
Alle virksomhederne har gennemgået en proces i anvendelse af en enkel og let model for miljøledelse, og det er sket i tæt samarbejde med Grenaa Kommunes Miljøafdeling.
Borgmester Gert Schou uddelte diplomerne samtidig med, at han lykønskede de pågældende virksomheder med det flotte resultat af deres anstrengelser med at lede deres virksomhed så miljøvenligt som overhovedet muligt.
Miljøledelseskonceptet tilbydes årligt til mindre og mellemstore virksomheder med bopæl i Grenaa Kommune. Interesserede kan henvende sig til afdelingschef i Miljørafdelingen, Ole Klinkby, eller til civilingeniør Carsten T. Willadsen.
Kilde:
unavngivet