Grenaa Bladet:
Plejehjemmet Violskrænten i Grenaa havde ikke sparet på noget, da der for nylig blev afholdt modeopvisning.
Personalet havde således stået på hovedet for at skabe et godt og hyggeligt arrangement, og det lykkedes til fulde. Der var linet op med såvel et traktement som underholdning, og på det ene af billederne kan man se to af de ansatte på plejehjemmet, Jonna og Mie, der garnerede deres optræden med noget af en udklædning....! Yndigt par må man sige. Damehatten er i øvrigt købt for 24.95 kr. i A. J. Huset i Grenaa i 1991. Den har siden været benyttet til utallige bryllupper.
Der var henved 80 deltagere i arrangementet, og de fik en masse flot og moderigtigt tøj at kigge på. Alt tøjet kom fra A. J. Huset i Grenaa, mens Violskrænten selv leverede dagens mannequin’er.
A. J. Huset stod i øvrigt også som sponsor for en række flotte tøj-præmier udtrukket på indgangsbilletten. Der blev på den led udloddet tøj-præmier for over 2.000 kroner.
Kilde:
unavngivet