Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Nørager Boldklub »Årets forening 2007«

Nørager Boldklub blev på DGI Østjyllands årsmøde den 29. marts 2007 kåret til »Årets forening« 2007 i Østjylland. Med kåringen fulgte 10.000 kroner. Nørager Boldklub er en traditionel forening, der formår at skabe et unikt lokalt engagement.

Sport

Nørager Boldklub »Årets forening 2007«

Nørager Boldklub blev på DGI Østjyllands årsmøde den 29. marts 2007 kåret til »Årets forening« 2007 i Østjylland. Med kåringen fulgte 10.000 kroner. Nørager Boldklub er en traditionel forening, der formår at skabe et unikt lokalt engagement.

Midlet er blandt andet fællesaktiviteter for alle byens borgere og udviklingsseminarer for foreningens ildsjæle. Nørager Boldklub er stiftet i 1954 og er en rigtig landsbyklub - i ordets bedste betydning. Foreningen er det faste samlingspunkt for både unge og ældre fra hele lokalområdet. I en by med kun 260 indbyggere, har foreningen 250 aktive og passive medlemmer. Nørager Boldklub har kun to faste idrætter: fodbold og håndbold. I Nørager spiller drengene fodbold og pigerne håndbold. Og sådan har det altid været. NBK er kendetegnet ved et fantastisk kammeratskab og sammenhold og en enestående opbakning.

Nørager Boldklub har på enestående vis formået at forankre byen i foreningen og foreningen i byen. Kommer man fra Nørager er ens identitet tæt knyttet til Nørager Boldklub, og mange holder fast i tilknytningen til foreningen selv efter de er flyttet fra byen eller stoppet som aktiv.

Foreningen afholder mange fællesaktiviteter for alle byens borgere: Fastelavnsfest og loppemarked. Skt. Hans fest med motionsbanko og snobrødsbagning. Store badedag, hvor hele områdets børn og forældre inviteres til en weekend ved stranden med badning, leg og overnatning. Rougsø-løbet er et motionsløb for alle aldre. Og ikke mindst den årlige sommerfest med en hel uges aktiviteter. Kendetegnet ved disse arrangementer er den store opbakning fra deltagerne og de mange frivillige både før, under og efter arrangementerne. Hele byen bakker op.

Satser på udvikling

Foreningens ledelse tog for et par år siden initiativ til et 2-dages udviklingsseminar i samarbejde med DGI. Der blev trukket for hårdt på Tordenskjolds soldater, og foreningens struktur og aktiviteter trængte til en fornyelse. 29 frivillige ledere mødte op og var med til at give en kæmpe saltvandsindsprøjtning af nye ideer. Der blev besluttet en ny ledelsesstruktur, hvor lederarbejdet og ansvaret blev uddelegeret til langt flere hænder. Desuden kom der mange nye fællesaktiviteter til. Det har givet større lyst til at være med i NBK, og de mange nye frivillige har givet tid og overskud til at udvikle foreningen yderligere i stedet for blot at holde hjulene kørende.

For et par uger siden havde foreningen endnu et foreningsseminar - nu med 43 deltagere. Blandt deltagerne var en stor gruppe 18-23 årige. Nørager Boldklub lægger vægt på, at den unge generation skal være med til at tage et ansvar for foreningens udvikling.

Lars Mandrup, næstformand for DGI Østjylland, udtalte ved kåringen på DGI Østjyllands årsmøde, at Nørager Boldklub er en flot repræsentant for de frivillige lokale idrætsforeninger, der er med til at præge udviklingen. NBK er en værdig modtager af prisen som »Årets forening 2007« i Østjylland.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam