Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Superligahold kaprer en af Grenaa IF's bedste spillere

En af profilerne på Grenaa IF's Danmarksseriehold i fodbold, venstre back Marc Maze, har skrevet en to-årig kontrakt med AC Horsens, der ligger nr. tre i Superligaen. Det 19-årige Grenaa-talent, som går på Hessel Gods Fodboldkostskole, begynder i AC Horsens efter sommerferien 2008.


GIF-spilleren Marc Maze har skrevet en to-årig kontrakt med AC Horsens, der ligger nr. tre i Superligaen. Først skal han dog gøre sin uddannelse færdig på Grenaa Handelsskole.
Af Mogens Q. Sloth

Det vil sige, at Marc Maze spiller forårssæsonen færdig for Grenaa IF i Danmarksserien, der har hårdt brug for hans hjælp for at undgå nedrykning. Han har valgt at gøre sin uddannelse færdig på Grenaa Handelsskole, hvor han tager sin eksamen til sommer, inden han indleder sin professionelle fodboldkarriere.
Sportschefen i AC Horsens, Jesper Hansen, siger i en pressemeddelelse om »kuppet« i Grenaa IF:
»Marc Maze virker som en spændende spiller, og vi har respekt for, at han først vil afslutte sin uddannelse i Grenaa. Det gør han til sommer, hvorefter han tiltræder hos os. Vi har gode erfaringer med Hessel Gods Fodboldkostskole og glæder os til at se ham i klubben«.
Han er lillebror til den professionelle bordtennis-stjerne Michael Maze, som vandt bronze ved OL i 2004. Marc Maze har tidligere trænet under AC Horsens' cheftræner, Kent Nielsen, mens denne var træner på Hessel Gods Fodboldkostskole, og det har haft betydning for kontrakten med AC Horsens, der blev indgået onsdag 5. december.

En aggressiv type

Cheftræner Kent Nielsen udtaler følgende om nyindkøbet til AC Horsens' i forvejen stærke trup:
»Marc Maze er en ung, lovende spiller, der virkelig »brænder« for at spille fodbold, og det vægter vi meget højt i AC Horsens. Han har en god indgang til tingene, og jeg er sikker på, at han vil få det optimale ud af sit talent. Han har en rimelig god fysik og en aggressiv spillestil, der passer godt til os«.
Både Kent Nielsen, der tidligere har været cheftræner i Grenaa IF, og sportschef Jesper Hansen har et godt kendskab til Marc Maze, der både kan spille venstre back og venstre kant. Han trænede med i AC Horsens i efterårsferien midt i oktober, og de har også set ham i aktion for GIF i nogle af klubbens kampe i efteråret.
For Marc Maze, der fyldte 19 år 17. oktober, har det været nogle turbulente uger, men han tager det hele med ro. Selv siger han om klubskiftet:
»AC Horsens virker som den rigtige klub for mig, og i efterårsferien fik jeg et godt indtryk af klubben. Jeg glæder mig til atter at arbejde med Kent Nielsen. Han er en god træner, og jeg vil arbejde hårdt for på længere sigt at gøre mig gældende på venstre back, som er min foretrukne plads«.

Kom fra B 1908

Marc Maze kom til GIF fra fodboldklubben B 1908 i Sundbyvester i Københavns sydkvarter. Som ynglingespiller debuterede Marc Maze på GIF's førstehold i Danmarksserien lørdag 14. oktober 2006, da GIF på hjemmebane tabte 1-3 til AGF. Hele foråret i år var han ude med en alvorlig knæskade, som krævede både operation og en lang genoptræning.
Her i efteråret fik han som førsteårssenior sit gennembrud på GIF's Danmarksseriehold, hvor han i flere kampe har markeret sig som en af de bedste, og han har scoret et mål. Det var i udekampen mod Otterup. På grund af sin gode sparketeknik med venstre ben bruges han i højre angrebsside til at tage hjørnespark og frispark, der skal lægges ind over, og det har flere gange resulteret i mål.

En Hessel-gut

GIF's cheftræner, Brian Engelund, beskriver Marc Maze som en hårdtarbejdende Hessel-gut, som både til træning og i kamp leverer varen.
»Efter Marcs skadespause har vi fået en spiller tilbage, som har et meget højt bundniveau. Hans spil bærer præg af en fin spilforståelse og en god teknik. Trods sin beskedne størrelse har flere modstandere mærket hans vægtfylde, når de er kommet i en nærkamp eller tackling. Marc flytter sig ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil udvikle sit spil yderligere, idet han er i besiddelse af et kæmpe potentiale«.
Mange smukke ord om det unge GIF-talent, der i næste sæson skal vise, om han kan leve op til forventningerne.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam